Det var og bliver svært for The Used nogensinde at leve op til deres helt igennem formidable, selvbetitlede debutalbum. Bandets hysteriske eskapader blev herpå leveret med så meget upoleret indlevelse og nærvær, at såvel brutale som sårbare øjeblikke resulterede i en sand jordskælven. Her stod numre som "A Box Full of Sharp Objects" og den fuldstændig urørlige "Blue and Yellow", ikke blot som eminente sange i sig selv, men også som eksempler på et band, med en enorm musikalsk spændvidde, farende fra det kaotisk aggressive til det inderligt dybfølte, med lige dele mesterlig udførelse.

Opfølgeren "In Love and Death", nåede ihvertfald aldrig helt niveauet fra debuten. Den rædderlige produktion har sin del af ansvaret hertil, men med det sagt var bandets sange og attitude bare ikke helt oppe i dét ildrøde felt der ellers var blevet raseret i. Den store popularitet og status som emocorens absolutte bannerførere blev der, trods den nedadgående formkurve alligevel ikke pillet ved, og The Used kom, takket være deres allerede etablerede navn, i en genre, der fulgtes med stadig større publikumsinteresse, helskindet igennem det musikalske kvalitetsfald.

Nu bydes der så op til kæberaslende kinddans, med "Lies for the Liars". Skal de gode nyheder på bordet først, så er det lykkedes for The Used, igen at indkapsle en vis form for blodtørst i deres udtryk. "Pretty Handsome Awkward" står med sit simple, men uhyre effektive guitarriff, og sine gigantiske melodilinjer, som en bombe af utæmmelig iørefaldenhed, mens groovy rytmer og ængstelig sang tegner billedet på "Paralyzed". Begge er det sange, som manifesterer og igen overbeviser om The Used´s evner til at være helt fantastisk memorable og udsøgte, selv i et udtryk med nye spændende hard rock-vendinger. Her, og på et andet højdepunkt, "Wake the Dead" kommer The Used marginalt tæt på den vitalitet og farlighed, der lagde grundstenen på debuten.

Langt fra alt er dog fryd og gammen. Bert McCracken´s præ-pubertære tekster har ikke rykket sig mange poetiske drejninger siden bandets start, men hvor de førhen, i deres fuldt åbne enkelthed havde en lyttervenlig identifikations-faktor, bliver de på "Liars for the Liars" frustrerende overfladiske. Desuden har bandets hang til overdramatiske udskejelser nået et foreløbigt toppunkt, hvilket ikke altid ender lige heldigt, særligt når referencer til et crack-afhængigt Panic! at the Disco synes oplagte på "The Bird and the Worm". Den store sans af ægthed i The Used´s udtryk netraliseres sine steder af et univers, der synes alt for overbelagt med unødvendigt teatralisering og kølige producermæssige finesser.

Konstateres kan det altså, at for mange sange her blot er nydelig og let nedsunket underholdning. Sange som "Hospital" og "The Ripper" kammer næsten over af energi, men ender alligevel mystisk uinteressante, mens heller ikke balladerne slår til, da disse simpelthen ikke indeholder de guddommelige melodier, der gjorde tidligere kompositioner, som "Poetic Tragedy" og førnævnte "Blue and Yellow" til studier i emotionalitet. Alligevel render The Used med nød og næppe afsted med den pæne karakter, da en tilbagevenden til den mere dynamisk drevne side af bandet må hyldes. "Lies for the Liars" forekommer mig egentlig underligt hul, da for få melodier helt kan bære den genetablerede vildskab. Det burde måske ikke helt række til fire C´er, men at se dræberinstinktet i The Used blomstre op på ny, gør mig altså blød om hjertet. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM