En del opmærksomhed har allerede været rettet mod The Underwater eftersom de Zao affilierede Jesse Smith og Dan Weyandt indgår i truppen, men at trække andre linier end denne mellem de to bands er fuldstændig omsonst, da Pennsylvanias nye pladeaktuelle rockhåb bevæger sig i nogle markant anderledes baner end de kristne forkyndere af hardcore gospelen. Albummet er ude på Tribunal og Impressions/Lifeforce i hhv. USA og Europa, men i stærk kontrast til resten af udgivelserne fra disse metalcore karteller diskes der næsten fra start til slut op med ligefrem radiovenlig alternativ rock på ”Bleed me Blue”. Var det ikke for de hyppige referencer til den moderne emo scene, havde affæren med al rimelig nok også efterladt en ulden smag af Creed og The Calling i munden, men grænsen fra det reelt tålelige og over til det direkte smagløse betrædes dog aldrig. Måske lige med undtagelse af det akustiske titelnummer, som for mig personligt ikke gør andet end at rive op i smertefulde traumer om gutter med pagehår og ternede skjorter, der følsomt fyrede den af på guitaren til fredagscaféerne i min gymnasietid.

Et ganske særligt nummer tiltaler mig derimod helt exceptionelt, nemlig midteraksen ”The Capricious”, hvor et livgivende hardcore drive kommer på banen og rusker godt og grundigt op i den ellers benyttede tilgangsmåde. Tankerne ledes især hen på nyeste output fra Atreyu og Eighteen Visions, hvilket vel ikke er så slemt igen. Bizart bliver det også hen imod slutningen, hvor elektroniske beats og distortede skrig bryder isen på ”Pedigree Dog Killer” - et sært, dystert track der ellers ikke passer synderligt ind i resten af sammenhængende, men dog skal tilskrives at være ok i opbygningen af en mild sci-fi/horror atmosfære. For virkelig at kunne tage det her til mig, skal der dog klart tungere blå boller i undervandssuppen. Kom så for satan, I kan jo godt! - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM