Sidste år var et glimrende år for prog.-rock med overbevisende albums fra bl.a. norske Wobbler, amerikanske Neal Morse og engelske Kino, og trenden ser heldigvis ud til at fortsætte ind i år 2006. I hvert fald hvis “A Place in The Queue”, det 3. album med det svensk/engelsk baserede all-star band The Tangent, er nogen indikation. 

Bandet promoverer udgivelsen som “A double album on a single CD”, og med en samlet spilletid på 79 minutter fordelt på blot 7 numre er der velsagtens noget om snakken; åbneren “In Earnest” og det afsluttende titelnummer runder således begge de 20 minutter! Roine Stolt fra The Flower Kings er ikke længere en del af The Tangent anno 2006, men Jonas Reingold på bas repræsenterer dog stadig The Flower Kings i The Tangent regi. Ellers er det især Andy Tillison på orgel, piano og Moog synthezisers og Theo Travis på saxofoner, fløjte og klarinet der imponerer stort på “A Place in The Queue”. Tillison har skrevet det meste af musikken og slår sig så at sige løs ‘på alle tangenter’ med sit luftige og meget jazzede spil, mens Travis, der tidligere har spillet med både Gong, Porcupine Tree og David Sinclair fra Caravan, ofte lige sætter prikken over i’et med sine små lækre detaljer, der netop bringer mindelser om Canterbury prog. stilen som gode gamle Caravan jo om nogen mestrede i sin tid. Men alle de 8 involverede musikere i The Tangent spiller uden undtagelse fremragende! 

Højdepunkterne på albummet er i mine ører “GPS Culture” og “Follow Your Leaders”. Førstnævnte minder en del om YES i disses 80’er periode med det karakteristiske bas og keyboardspil og de lækre vokalharmonier, mens sidstnævnte rocker uimodståeligt af sted på en næsten jazz-rock/fusionsagtig måde med god plads til fede solistiske indslag på en på én gang luftig og tung rytmisk bund. Super! Også den noget mere afdæmpede og smukke “Lost in London” er sublim med sit drømmende lydbillede, der får mig til at mindes engelske Camel.

Umiddelbart fremstod den korte skæring “The Sun in My Eyes” på undertegnede som albummets svageste indslag pga. sit noget mere funky og poppede indtryk, men efterhånden er nummeret faktisk blevet en lille perle; ikke mindst som følge af den lettere selvironiske tekst og den dejligt upbeat stemning nummeret oser af. Det skaber også en god modvægt til det afsluttende 25 minutter lange titelnummer, som er noget mere melankolsk i udtrykket end resten af kompositionerne på “A Place in The Queue”.

The Tangent har med “A Place in The Queue” lavet årets første store prog.-rock udgivelse; et album der bare bliver bedre og bedre for hver gennemlytning i takt med at man som lytter bliver mere og mere fortrolig med de lange, gennemkomponerede og sublimt musikalske numre. Et på alle måder vellykket og opløftende lille mesterværk i genren fra The Tangents side; mere af den slags i fremtiden, tak! –byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM