Foromtalen angående de for mig totalt ukendte The Sword har været endog meget rosende, så nysgerrigheden for ved selvhør at høre hvad ’the fuzz was all about’ var ret stor, da jeg modtog bandets nye album ”Age Of Winters”. Og ordet ’fuzz’ er i den grad et brugbart ord til beskrivelse af The Swords udgave af 70’er inspireret stoner-rock/metal.

Det kan godt være The Sword ligner nogle tilforladelige duknakkede pindarme på bandfotoet, men rent musisk lyder de mere som en forhistorisk brontosaurus, der har røget lidt for meget sjov tobak og nu vælter hærgende rundt med et skævt smil på læberne (Hmm... har en brontosaurus i det hele taget læber?). Naturligvis kunne man let drage paralleller mellem The Swords tyngde og gode gamle Black Sabbath, men hvor Black Sabbath var præget af opvæksten i et gråt, engelsk industrikvarter med dertil hørende aura af paranoid og desperation, har The Sword egentlig mere rod i lyden fra tidlige solbeskinnede Californiske beton-rock/syre-heavy ikoner som Iron Butterfly, Blue Cheer og Pentagram, selvfølgelig bare farvet en smule af den mere moderne stoner-rock/metal scene med bands som Fu Manchu, Monster Magnet og Electric Wizard. Der er med andre ord noget retro-heavy, sen-60’er/start-70’er-agtigt over The Sword, og egentlig er det lidt misvisende at The Sword kalder deres album ”Age Of Winters”, for musikken føles i den grad mere som et soundtrack til en tilbagelænet grillfest i en støvet ørkenby, hvor solen er brandvarm og øllene tilsvarende kolde.

Numre som ”Freya”, ”Winter’s Wolves” med dens kor af hylende ulve, den uptempo ”Iron Swan” og den doomy ”Lament For The Aurochs” får hurtigt én til at genkalde sig hvad heavyrock i sin oprindelige form handlede om: tyngde, svedige fuzz-riffs, et par melodiske soloer og en klæbrig og vægtig rytmesektion. Selv den varme og overstyrede produktion tyder på at ”Age Of Winters” på passende vis er blevet indspillet på gammelt analogt, rørbaseret udstyr. 

Et par små irritationsmomenter forhindrer mig dog i helt at kamme over i lovprisning af ”Age Of Winters”; vokalen er i mine ører lidt for svag og upersonlig og desuden mixet for langt tilbage i lydbilledet bag de blafrende fuzz-guitarer og de skramlende og konstant klirrende trommer, og derudover prøver The Sword at inkorporere nogle lettere untighte passager med dobbelt stortromme og growls på det ellers fede nummer ”March Of The Lor”, og det passer i mine ører meget dårligt ind i det ellers stilrene udtryk The Sword som helhed holder sig til på ”Age Of Winters”. Men derudover holder den rosende foromtale hvad angår The Sword bestemt stik, for et mere sommerligt og godt, gammeldags heavy album end denne vildledende titulerede The Sword udgivelse skal man godt nok lede længe efter. Det Alphonse Muchas agtige cover-artwork skal også lige applauderes her på falderebet; det er nemlig betagende smukt. CCCC½ –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM