Lidt en sær skive den her. The Stryder spiller hvad man kun kan kalde for rock. Der er guitar, bas, trommer og på nogle tracks en meget lækker flerstemmig vokal. Den normale reaktion vil være at kalde det for Emo, men de savner lidt hastighed og skifter tempo lidt for meget til at være Emo. Og de klynker ikke så meget. Så lad os bare kalde det for rock. Måske et lidt mere avanceret og til tider funky version af Rival Schools. Specielt det med tempo’et skal man bide mærke i da The Stryder spiller meget afslappet. Det virker ikke som om at de skal skynde sig og lader bare sangene tale for dem selv, bestemt en kvalitet mange bands kunne nyde godt af.

Problemet er bare at The Stryder ikke lige har sangskriveriet helt på plads. Nogle af numrene kører bare af sted og man spørger sig selv hvad mening med det hele egentligt er. Det er nu ikke så galt igen. Hvad der er værst er at ham der synger mest af de to forsangere, Peter Toh, ikke synger særligt godt. Han rammer faktisk mere forbi end noget andet når han skal op på de høje toner. For det så ikke skal være løgn så synger ham den anden, Scottie Redix meget federe. Han har en næsten soul-agtig basstemme og hvis de bare havde sat den samme med de ellers lækre og varme riffs så havde den faktisk været hjemme. Men det har de så ikke gjort. Ærgerligt er alt hvad jeg kan sige herfra. 

Der er en smule funk på pladen. Ikke noget med slap-bas eller sådan men det ser ud til at forsangeren godt selv ved at han ikke har verdens fedeste sans for melodi og derfor vælger han at lidt funk/rap i stedet. Det virker også ok, det er i hvert fald bedre end hans normale vokal. Trommespillet funker ellers meget godt og det skal så siges at trommeslageren, Durijah Lang (ex-Glassjaw) bestemt yder sit at gøre dette band til noget særligt. Lækkert og flydende og aldrig kedeligt.

Stemmen ødelægger faktisk det meste men bandet har massere af ideer, de skal bare lige sætte skidtet ordentligt sammen. For når det virker så sker der virkeligt noget. Specielt energien og den flerstemmige vokal på "This is the Time" er jeg ret glad for, ikke noget man løber ind i hver dag. Og de forstår at bruge den. Alt i alt er der enkelte perler på denne skive men også en del ting hvor man kun kan krumme tær. Hvis de da bare får styr på deres forsanger så kunne jeg da godt tænke mig at høre en plade til. Jeg tror denne her plade bliver bedre efter at have hørt den et par gang , måske lærer jeg at bære over med forsangeren men lige nu og her halter den lidt. -phil

Kom med kommentar i vores FORUM