Hovsa, jeg havde næsten svedt helt ud, hvor fede The Showdown er. ”A Chorus of Obliteration” udkom oprindelig på amerikanske Mono vs. Stereo tilbage i 2004, men først for nylig har albumet set officiel udgivelse på disse kanter. Dette sker med al rimelighed som optakt til at også bandets helt nye plade, ”Temptation come my Way”, dukker op i Europa snarest. Den mangler jeg stadig at høre, så om et større stilskifte er sket mellem de to stop i diskografien, tør jeg ikke sige. Men ingen tvivl skal der være om, at The Showdown på debuten her leverer uforfalsket heavy metal, om end med et vist tidstypisk twist.

Albummet ramler derudaf som en løbsk vognladning proppet til randen med gode melodier og skarpe riffs. Det seje, hårdtpumpede trommespil ligger også til grund for en stor del af succesen, The Showdown opnår med denne afart ”heavymetalcore”, men vær ikke i tvivl om, at hardcore elementerne opleves som ret nedtonede, eksempelvis stillet op mod de første Avenged Sevenfold plader før ”City of Evil”. The Showdown skiller sig desuden ud ved at koble en sjat beskidt southern rock på hist og her.

At der overhovedet findes moderne tilsnit i lyden skal primært tilskrives enkelte monstertunge passager af helt igennem skallesmækkende karakter, men også selve produktionen bidrager til et opdateret lydbillede. ”A Chorus of Obliteration” er indspillet med Bruce Fitzhugh ved roret, og har du tjek på din metalliske hardcore historie, ringer der selvfølgelig en klokke, da han bedst er kendt som sangeren i legendariske Living Sacrifice. Her må jeg lige bruge lidt plads på den varmeste anbefaling af både ”Reborn” såvel som ”The Hammering Process” fra den kant – to albums forud for deres tid. De har bare at stå i samlingen ved den mindste interesse for udviklingen af stilen!

Men tilbage til The Showdown, hvor Fitzhugh i hvert fald har forstået at sammenstykke en frisk, hårdt smældende lyd, der stadig giver rigelig plads til melodisk udfoldelse. Han synger endda lidt med undervejs, men derudover er The Showdown som sådan ikke blege for selv at levere højdepunkterne. Det egne vokale arsenal fra frontmanden, David Bunton, og gutarist Josh Childers er enormt, og undervejs disker de op med alt fra den reneste, episke skønsang til helvedesdybe halsbrøl.

Hver og en af numrene er baseret på bibelhistorier, men selvom det næppe lokker mig mod det lokale kirkekontor efter en indmeldelsesblanket, kan jeg ikke nægte, at konceptet fremstår ganske velgennemført på den lyriske side. Et nøje indblik i værdierne godt og ondt, som de tager sig ud i The Showdowns verden. Kristen metal kan man sagtens rocke til, uden at det bliver fjollet som Stryper!

Denne Century Media version af ”A Chorus of Obliteration” kommer med et for Europa eksklusivt bonustrack, der går fint i spænd med resten af albummet – til at starte med opdagede jeg egentlig ikke engang, at det var klistret på. Balladeglæden på ”Laid to Rest” smager en anelse klistret, og det overordnede udtryk savner lige en anelse mere spændvidde for at ryge helt til himmels, men jeg vil til enhver tid dyrke The Showdown end støtte op om f.eks. den gyselige drejning, Triviums lyd har taget på det seneste. Forventningerne til ”Temptation come my Way” er efterhånden ganske store. -guldmann


 

Du kan læse flere anmeldelser/artikler skrevet af Guldmann på det fremragende webzine Transmission.nu HER.

Kom med kommentar i vores FORUM