Følelsen af at have en selvdød fiasko mellem hænderne, når Metal Blades halvhjertede forsøg på at vinde terræn på den moderne metalscene lander i skødet på mig, mærkes ikke synderligt overraskende længere – Winter Solstice, Neaera samt The Red Death var alle fæle bundskrabere – men nu rammer bomben endelig, og vi snakker altså det helt store B R A G ! Med raketfart og et massivt, næsten enstemmigt hype propelleredes The Red Chord mod stjernestatus i undergrunden kort efter udgivelsen af den tre år gamle debut, ”Fused Together in Revolving Doors”, og når det album på lille Robotic Empire allerede er blevet afsat i 25.000 eksemplarer, tør man end ikke gisne om, hvor vidt de potentielt kan række i metal og hardcore kredse med Metal Blade maskineriet som bagland.

Kombinationen af moderne death metal og hardcore er stadig så velrykkende, at alle kroppens sammenføjninger med største lethed kan frygtes at ryge af led eller simpelthen knække som mikadopinde under en flok bøfler i brunst, om man lader sig rive for voldsomt med…og det gør man, tro mig. Største omlægning siden sidst er nok vægtfordelingen mellem de to hovedelementer i musikken, hvor der nu støttes en del mere på hardcore-hælen end førhen. Men de rendyrkede metalliske momenter spoleres så sandelig ikke af den grund, hvilket f.eks. et massivt track som ”Antman” i sig selv er klækkelig bevisførelse for. ”Fixation on Plastics” byder derimod på rendyrket videreførelse af deres gammelkendte death/grind røde tråd (fuck, den var billig – jeg ved det), forstærket med skæve tilsnit, som spillede Human Remains dødsmetal, et lille jazz mellemstykke samt det mest velplacerede ”HEY!”, nogensinde hørt. Hvad hey’et angår, ved du præcis, hvad jeg taler om, første gang du løber panden mod nummeret, så tjek det nu bare ud…

Zeuss’ veldefinerede produktion har især været givtig for den nye, groovy og nedtonede indfaldsmåde, hvad tempo angår på den solide ”Lay the Tarp” eller deres instrumentale finale, ”He was Dead When I Got There”, hvor selv et par melodiske leads stikker hovedet frem. ”Clients” har mange forcer, men når det kommer til erkendelsen af albummets betydeligste svaghed, må jeg nok tilstå, at jeg savner en anelse af den uforudsigelighed i sangskrivningen, som gjorde forgængeren til en virkelig unik oplevelse. Mindre monster og mere menneskelighed for denne gang, men værre er det nu ikke, end at man med god samvittighed snildt kan placere ”Clients” højt i stakken af uomgængelige metaludgivelser for 2005.

Mange af gutterne i bandet lader måske den tætte skægvækst stå uklippet hen, til fuld offentlig skue, og alligevel fornemmer man også ud fra indsatsen denne gang, at de snildt ville kunne barbere nyligt udsprungne dun på en teenagekind væk med hidsige slag fra den skarpslebne le uden at efterlade snitsår, hvis det var det var hensigten. Stærk overvågenhed og resolut indgriben er da også altid et hit, når klientellet skal behandles effektivt på tilfredsstillende vis, ikke sandt? På de punkter er The Red Chord under alle omstændigheder særdeles servicemindede, og selvom Between the Buried and Me samt Animosity på vokalisten Guy Kozowyks eget label, Blackmarket Activities, kunne tænkes at skyde op i samme liga som The Red Chord med deres kommende udgivelser, er det ellers svært at hoste op med flere potentielle konkurrenter til ”Clients” inden for samme boldgade i den nærmeste fremtid. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM