The Psyke Project er utvivlsomt et unikum på den danske musikscene. Hvor langt de fleste danske metalbands efter denne anmelders mening har for travlt med konsekvent at hoppe på evigt skiftende udenlandske trends og på den måde i længden mangler eksistensberettigelse, har dette band altid gået deres egne veje og arbejdet hårdt – uanset om det så må betyde, at den brede befolkning ikke uden videre tager dem til sig. Jeg husker specifikt en aften i venners lag, hvor jeg udspurgte en her unavngivet person om hans opfattelse af TPPs optræden til det stort opsatte DmeA-show, hvortil han uden tøven svarede, at det var det argeste lort, en gang uforståelig larm, men at In Flames havde været vildt fede. Ikke et ondt ord om In Flames (i denne anmeldelse, forstås), men min unavngivne vens udbrud var en ganske god indikator for min førnævnte tese; The Psyke Project er langt fra for alle, heller ikke dedikerede metalfans. Selvom det er muligt at høre deres inspirationskilder, er de samtidig et af de få bands, der er øjeblikkeligt genkendelige når musikken går igang. Både på godt og ondt.

”Apnea” er opfølgeren til den meget roste ”Daikini” fra 2005. ”Daikini” var et monumentalt monster af et dystert album, der ikke uden videre ville åbne sig op for fremmede. Normalt er jeg ikke typen der lader sig afskrække af sådanne musikalske udfordringer, men selv jeg måtte indrømme at ”Daikini” var en for stor mundfuld for mig. Enkelte sange var fantastiske, men som helhed var albummet og de fleste sange for lange, for enslydende og albummet kunne nemt have været tyve minutter kortere. Om Psyke-drengene har indset dette er ikke til at sige, men med en spilletid på lidt under en time er ”Apnea” et helt kvarter kortere end ”Daikini”. Selvom at pladen stadigvæk føles lidt lang til tider må man da medgive, at det går i den rigtige retning. ”Apnea” er ikke blot kortere end ”Daikini”, den er faktisk også nemmere at lytte til. Den indeholder et par episke, langstrakte sange, men korte, bistre angreb som ”Dedication”, ”Panic” og ”I Get Paralysed” er i overtal. Disse er som skabt til TPPs intense liveshows og skaber effektive åndehuller mellem de længere numre. Især ”I Get Paralysed” med det skævt, melodiske versriff og ”Panic” med den super pissed-off outro kickstarter øjeblikkelig jubel hos denne anmelder. På den anden side har vi de længere numre, der på ”Apnea” faktisk fungerer bedre end på ”Daikini” – måske fordi de bliver afløst af korte vredesudbrud som de førnævnte, måske fordi TPP er blevet bedre sangskrivere. Hvor disse langstrakte passager på ”Daikini” i længden blev mudrede og ligegyldige stiløvelser i dronende kedsomhed, bliver de sjældent på ”Apnea” så lange at man som lytter begynder at kede sig. Indrømmet, der er steder hvor man tager sig selv i at tænke, om en lidt større variation i det episke udtryk ikke ville være et hit og det er måske også mit eneste rigtige problem med ”Apnea”. Til gengæld er det ret vægtigt. Jeg er udmærket klar over, at de langstrakte, repetive passager er en vigtig del af bandets musikalske identitet, men jeg har svært ved at forstå hvorfor et band af så talentfulde musikere ikke er i stand til at frembringe flere forskellige facetter af storladen tyngde.

Variationen rammer først ”Apnea” på den afsluttende ”Not In My Time”, men den rammer til genæld helt plet. Nummeret er båret af utrolig flot ren sang og fyldige korarrangementer, altimens guitarspillet formår at balancere melodi og aggression med største lethed. Ganske vist er det ikke bandets egen frontmand Martin Nielskov, der står bag den melodiske vokal; om hr. Nielskov er i stand til andet end at brøle på sin besatte, desperate måde – okay, han kaster sig af og til ud i nogle eksperimenter med lysere vokal – er ikke til at vide, men jeg tror faktisk at sporadiske anstrøg af ren vokal vil kunne bringe den tiltrængte variation ind i mange af de mere atmosfæriske numre. Tue Madsen produktion er ligesom på ”Daikini” fyldig, beskidt og mudret på den helt rigtige måde og også denne gang er coveret ganske specielt og på sin egen besynderlige måde betagende. Hvor ”Daikini” var grumset og mørkt, virker ”Apnea”-coveret mere iøjnefaldende og minimalistisk med de kraftige gule farver. Men manden på coveret har stadigvæk et foruroligende, besat blik i øjnene og billedet passer glimrende på albummet, set i forhold til TPPs tidligere bedrifter – lysere og mere defineret, men stadigvæk skummelt og ugennemtrængeligt på sin helt egen facon. Et fremragende album og en bedrift, ikke bare for bandet, men for dansk metal generelt. - moesby

Kom med kommentar i vores FORUM