Note 1 – Umiddelbart indtryk

De fleste herhjemme kender nok allerede (eller bør kende!) The Psyke Project som værende blandt de mest ihærdigt insisterende live bands, dansk metal/hardcore længe har kunnet mønstre, og følgelig har forventningerne til drengenes fuldlængde debut været store blandt den stærkt dedikerede og hastigt ekspanderende fanbase. Alligevel erkender jeg blankt, at de forudgående samples, pillet ud af yderligere sammenhæng, vitterligt aldrig nåede at bringe ret mange dråber gyldent pis i kog her. Da albummet omsider landede, blev skepsisen heller ikke mindsket af det overmodige 72:15 smilende til mig fra displayet på afspilleren, for nu stod det klart, at filmen måtte været knækket helt for dem. Udtrykket er alligevel for bastant, ensporet og kryptisk til overhovedet at kunne bære en spilletid af så selvfede og ukritiske proportioner, især nu hvor de mere ligefremme indslag fra ”Samara” er fordampet som dug for solen. Man har sikkert formået at bringe de aspekter frem i lyden, der nu for alvor satses helt og holdent på, og intet synes overladt til tilfældighederne. Men hvad med mig, røvhuller, hvad får jeg ud af det? Guldmann hader The Psyke Project.

Note 2 – Der er noget i gære

Men aldeles som ved synet af den glædesløse, munkelignende skikkelse der febrilsk vogter over noget i sin lille, sorte æske, på coveret af ”Daikini”, blev nysgerrigheden alligevel så småt vakt, og issylen kom i brug for at pirke nogle fragmenter ud af denne tæt knyttede enhed, der kunne studeres nærmere og nippes til med tungespidsen. ”For us to See, For us to Help” kunne egentlig godt fremkalde samme glæde som ved underkastelse af hedengangne Will Havens meget unikke, tungsindige hardcore, der med vilje konstant kørtes af sporet, dog uden at stilen her bliver decideret helt så skøjtende. I den modsatte lejr har vi den tempofyldte slager, ”Som Soldater”, hvor modersmålet og et beskidt, punket drive kommer på banen, eller første akt af den afsluttende, tredelte finale, der på mange måder kunne være resultatet af en seriøs dogfight mellem Disfear og Zao. Alligevel kan jeg stadig mærke nerverne kæmpe sig med næb og kløer ud gennem min hud af ren irritation bare ved tanken om den næsten 14 minutter lange, atmosfæriske ”Qualia” – tror de, at de nu pludselig er Isis, eller hvad fanden sker der? Desuden indeholder ”Daikini” jo mere eller mindre materiale nok til hele to albums, så hvorfor har de ikke gemt lidt af krudtet til senere? Guldmann rocker med en god del af tiden, men undres over visse dispositioner.

Note 3 – Konklusion

Erkendelse: Tid er en vigtig faktor. Havde jeg ikke taget mig den fornødne tid til fuldkommen fordøjelse og opløsning i systemet af ”Daikini”, ville mit ydmyg ønske om lange nok fingre til at omslutte hele Psyke Brigadens hals og klemme hårdt til nok også stadig være ganske udtalt. Men gennem deres konsekvente pisk/gulerod taktik fra start til slut endte jeg nu alligevel med at bide på krogen, og som helhedsforløb fungerer lortet sgu upåklageligt i store, smukke og voldbrutale bevægelser, videreført med uovertruffen ærlighed. Den nye, mere fuldendte stil distancerer dem i så høj en grad fra diverse inspirationskilder, som tidligere kunne spores, at de nu er helt deres egne. Lås dig inde med ”Daikini” i ugevis, gå i flæsket på den og kom ud med viltert hår, flakkende øjne samt et stort smil på læberne, når brikkerne endelig falder på plads, og alt er kommet til sin ret. - guldmann (Der elsker The Psyke Project)

Kom med kommentar i vores FORUM