the produced - the do it yourself 2004
demo |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Hjemmeside |
| DDD | 2004 | Hardcore | Selvfinansieret | www.theproduced.tk |
| Tre
fjerdedele odenseansk sprængkraft og en vital ingrediens ”X” fra
Fredericia var, hvad der skulle til for at genindføre klassisk
skolet hardcore på den danske scene, som ellers lige i disse dage
er en yderst gunstig grobund for tungmetallisk aktivitet. Og som den slags
nu skal ordnes, for at den helt basale energi ikke dør ud, er første
udspil fra The Produced blevet smækket sammen uden omsvøb
eller fancy gimmicks, så man hører altså både
genklang af helt tidlig amerikansk hardcore, samt bl.a. den opblomstring
der var i de sene 90’ere, men det her lader til at være nogle helt
igennem gode drenge, der absolut ikke lægger en toughguy attitude
for dagen.
Introen er rigtig, rigtig effektiv og leder perfekt hen mod de fem resterende tracks, der vel alle er nogenlunde så fede, som umetallisk oldschool hardcore nu kan blive det. Den simple tilgangsmåde eliminerer åbenlyse hæmsko, og så er der bare ikke andet at komme efter end en hastig blodstrømning gennem systemet, der i hvert fald herfra resulterer i et håndfast krav om live aktivitet på The Produced fronten inden alt for længe!!! Indspilningen som sådan er fin nok for en demo, men lider under at der mangler noget mastering, og det afsløres især, nu hvor jeg også har hørt numrene på cd og ikke kun i mp3 format. Og så plages de fleste af deres bølle kor af en en knap så heldig rumklang, der helt suger den ønskede effekt ud af passagerne, hvor de dukker op. Men de har utvivlsomt været underholdende for band + crew at bånde, og det kan man sådan set også godt høre, vil jeg mene. Alle numre kan stadig tjekkes på gutternes
hjemmeside, så der er ingen risiko forbundet med at vove pelsen
her. The Produced skal sgu bare fortsætte med at give den gas,
for der må da helt sikkert også være et publikum for
den slags direkte tilgangsmåde herhjemme. Frem med Nike hættetrøjen
og dine sweatpants, makker!– guldmann
|