|
The Ocean er et musikalsk kollektiv fra Berlin, der efter et par år i den dybeste tyske undergrund er begyndt at tiltrække sig internationalt opmærksomhed i forbindelse med bandets første udgivelse på Metal Blade Records. Sidst The Ocean var udgivelses-aktuelle var i august sidste år da det stærkt roste album "Fluxion" blev udgivet igennem små selskaber som Make My Day Records og Throne Records. "Fluxion" passede perfekt ind i den post-metalliske trend som især var båret frem af Isis' flotte gennembrud, albummet var spækket med alternative instrumentering og søgende atmosfære. Violin, cello, klarinet og fløjte er bare nogle af de klassiske instrumenter som indgik i The Oceans musikalske univers på "Fluxion" samtidigt med at den rå kerne af Hardcore og Metal ikke blev forsaget.
Da "Fluxion" blev indspillet i det tidlige 2004 blev der lagt mere end 110 minutters material på bånd. Bandets udgangspunkt var et dobbelt album, men udgang blev 2 selvstændige udgivelser hvor "Fluxion" var første del og "Aeolian" den anden. I sin umiddelbare fremtoning adskiller "Aeolian" sig markant fra forgængeren, tungt og bastant sætter The Ocean sig omgående på lytteren med åbneren "The City In The Sea" i en grad så der fluks kan laves referencer til Metallisk Hardcore a la Norma Jean eller Remembering Never. Men selvom The Ocean tillader sig at flytte rundt på lytterens indvolde med en vuggende brutalitet, så fornemmes der også nogle lag af af de eksperimenterende vibrationen som var så væsentlige på "Fluxion", dog er de på "Aeolian" pakket godt ind i den kantede trang til ren smadder.
Hos The Ocean er sangene bygget op omkring uforudsigelige strukturer hvilket "The City In The Sea" også er et glimrende eksempel på, nummeret gennemlever forskellige faser, hvilket klart er en af de store forcer hos The Ocean. "Killing The Flies" sparkes voldsomt igang med et enormt breakdown og finder derefter ind i et uroligt hav som bestemt kan sammenlignes med Mastodons bedrifter. Højdepunktet på "Aeolian" er uden tvivl "Queen Of The Food-Chain" som har Sean Ingram (Coalesce) på vokal ... MASSIVT !. I det hele taget er The Oceans koncept på "Aeolian" med en masse vokalbidrag af folk udefra noget af en genistreg som virker 110% i denne sammenhæng. "Aeolian" virker generelt mere helstøbt og fokuseret hørt i forhold til "Fluxion" som aldrig rigtigt kom ud af rodekassen i mine øre. Et stort album fra et af europas stærkest kort netop nu indenfor den tungeste musik. -and
Kom
med kommentar i vores FORUM
|