The Mars Volta rejste sig i år 2003 som en anden fugl Fønix fra askerne af det spændende, men desværre alt for tidligt opløste band At The Drive-in. Genfødslen under navnet The Mars Volta resulterede i den for et debutalbum stærke og originale ”De-Loused in the Comatorium” udgivelse, der i 2005 blev fulgt op af det ikke mindre spændende album ”Frances the Mute”. Allerede nu er udgivelse nummer 3 i rækken på markedet med titlen ”Amputechture”, og man frydes over at kunne konstatere at bandet rent kunstnerisk er fortsat den opadgående kurve de første 2 albums har beskrevet. 

Forsanger og tekstforfatter Cedric Bixler-Zavalas ekspressive vokal vil sikkert sætte mange potentielle lytteres tålmodighed på en hård test. Når det går vildest for sig lyder Bixler-Zavala tilnærmelsesvist som Mickey Mouse på lykkepiller, men efter en smule tilvænning er i hvert fald undertegnede blevet ubetinget fan af mandens excentriske brug af stemmen, som spejler og accentuerer The Mars Voltas syrede musikalske univers på ideel vis. 

Det sustain-mættede guitarspil fra hovedkomponist og guitarist Omar Rodriguez-Lopez og den gæstende John Frusciante fra The Red Hot Chili Peppers sat overfor latin percussion og sporadisk lyrik på spansk, får monumentale numre som bl.a. den 16 minutter lange ”Tetragammaton”, sublime ”Meccamputechture” og ”Day of the Baphomets” til at minde mig en del om udtrykket fra de tidlige albums ”Abraxas” og ”Caravanserai” med Carlos Santana & band, der stadig står som nogle af latin-rockens ypperste udgivelser fra starten af 70’erne. Derimod sender de ofte kakofoniske horn-arrangementer, brugen af saxofon og de free-form jazz/avantgardeagtige eksperimenter med dissonans i mine ører tankerne direkte tilbage til et band som de britiske prog.-rock pionerer King Crimson og disses klassiske albums såsom ”Red” og ”Larks’ Tongues in Aspic” fra midten af 70’erne. Bortset fra den mere direkte rockende ”Vermicide” og den akustiske ”Asilos Magdalena” der mest af alt lyder som en spansk vuggevise, er de resterende numre alle i omegnen af 10 minutter lange og rene tour de force opvisninger i udsyret musikalsk iderigdom. 

Selvom The Mars Volta tydeligvis har sine inspirationsmæssige rødder i lige dele prog.-rock, latin/jazz-rock og syre-rock fra 70’erne, er bandets tone alligevel helt moderne og ikke bagstræberisk retro på nogen som helst måde; The Mars Volta slår sig ikke til tåls med at være en bovlam kopi at forne tiders koryfæer, men bevæger sig nysgerrigt og uden berøringsangst ud på dybt vand rent musikalsk. Hvor de fleste udgivelser der markedsføres under banneret ’progressiv rock’ ofte mest af fremstår som det lydmæssige modstykke til en velfriseret og sirligt arrangeret prydhave fra en finere engelsk herregård, lyder The Mars Volta på ”Amputechture” mere som et stykke brasiliansk jungle; vildtvoksende, frodig og med en tilnærmelsesvis ukontrollerbar livsvilje, der måske ikke altid er lige stringent i udtrykket, men som i det mindste aldrig er mindre end fascinerende at gå på opdagelse i for den fordomsfrie musikelsker. 

Er ”Amputechture” så er fejlfrit album? Nej, lige knapt nok. Små 80 minutter spilletid fordelt på 8 numre er set som en helhed klart i overkanten, for The Mars Volta forvilder sig fra tid til anden ud af en ufrugtbar musikalsk tangent, hvorved overblikket og den røde tråd i musikken mistes lidt i eksperimentationens hellige navn. Men det er måske prisen man må betale for at have med et så sprælsk og spraglet band som The Mars Volta at gøre, og et eller andet sted inde i ”Amputechture” ligger der ganske givet et 50-55 minutters regulært mesterværk og gemmer sig. 

Fraregnet Scott Walkers ”The Drift” udgivelse, der i undertegnedes univers bevæger sig på et for almindeligt dødelige mennesker uopnåeligt niveau hvad angår originalitet og singulær musikalsk vision, kunne ”Amputechture” meget vel være et godt bud på årets bedste rock-album for mit vedkommende, og alle der leder efter en udgivelse der igen kan bibringe den forslidte genrebeskrivelse ’progressiv rock’ et regulært og sandfærdigt indhold, opfordres på det kraftigste til at give dette nye The Mars Volta album en chance. Eller måske snarere 2, 3 eller 10 chancer, for lidt tålmodighed fordres inden en så massiv og broget udgivelse som "Amputechture" falder på plads i lytterens bevidsthed. I tilfældet The Mars Volta belønnes tålmodighed heldigvis 10-fold. -byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM