Åh, alle disse kvaler og hjertesorger. Fortvivlelsen og desperationen hænger som en tyk sky i luften omkring mig, og berøvelse og vrede afløser hinanden på skift, mens mit hjerte er ved at briste takket være The Hurt Process. Og hvem skal dog dække mine evigt voksende Kleenex udgifter, når jeg sættes til at anmelde den slags? Må hellere lige have mig et alvorsord med den gode Cloneduck om sagen.

Nu hvor jeg allerede er så oprørt, vil jeg lægge ud med at brokke mig lidt yderligere. Bandet udsendte for ikke så længe siden en ret cool ep, men den er blevet overflødiggjort nu, hvor alle fire numre derfra optræder igen på ”Drive by Monologue” i versioner, der stort set er identiske med de gamle i lyd og udtryk. Så har man den gamle ep i forvejen, er der altså kun seks nye numre at hente her, til trods for at man betaler for en fuldlængde. Når det er sagt, skal det dog også bemærkes, at disse tracks immervæk er lige så nydelige som det nyere materiale på albummet, og at især den lille piratvise ”The Beast Sails in” er en sejldygtig skude, der stadig holder vand.

Ellers er der vel at sige, at The Hurt Process, ligesom landsmændene i Funeral for a Friend, primært forlader sig på den efterhånden velkendte emo mikstur af liflige og alligevel hjerteskærende melodier, spædet op med lidt skrig og skrål på de rette steder, så det samlede resultat ikke bliver alt for vattet. Dog er her heldigvis en del større nosser at finde end ved den drejning lyden har taget hos FFAF, så en sammenligning med bands som Finch og Waterdown er heller ikke ved siden af.

Originaliteten skal de altså ikke have bonuspoints for, men med de svært besmittende melodilinier i ”This Piece” og ”Last Goodbye” er det alligevel svært ikke at holde af disse emo-meistere. Og det, som altid, stilede covermotiv af Derek Hess er vist så emo, som noget overhovedet kan blive, da det meget kontant viser en gut, der får et hårdt, afvisende stød…lige i hjertet. Hold om mig, for det er jo næsten ikke til at bære…

Hvad jeg på bundlinien især vil fremhæve hos The Hurt Process er, at de aldrig falder til patten og spiller rendyrket radio pop, selvom den mulighed på mange måder havde været oplagt for dem. Og har man ikke den forrige selvbetitlede mini, kan der nok med al rimelighed lægges et ekstra C til den endelige karakter, da der så pludselig er en del flere overraskelser at kommer efter på albummet. -guldmann 

Kom med kommentar i vores FORUM