Ahh…Equal Vision har nu engang altid været et dejligt bekendtskab. For år tilbage udsendte de stribevis af klasseskiver med Bane, Converge, One King Down, Saves the Day og Trial, men heldigvis dvæler de ikke ved fortidens meritter, og de har generelt altid haft en evne for at støve nye og spændende navne op. The Hope Conspiracy er dog ikke helt spritnye på scenen, da dette er deres andet album.

”This ain’t a label or a flag waved in the air / this is the white noise of frustration and despair”. Mit umiddelbare indtryk af denne Boston kvartet er, at de på forunderlig vis besidder samme sprængfarlige TNT vrede og aggressivitet som klassiske Black Flag praktiserede for mere end tyve år tilbage. Men hvor Greg Ginn og hans kumpaner tog vreden og frustrationen til nye højder gennem det udtryk, der endte med at være definerende for den tidlige amerikanske hardcore punk, har The Hope Conspiracy heldigvis valgt ikke at stoppe her ved bare imitere gårsdagens lyd hovedløst. De har i stedet hævet indsatsen, for hvor de gamle hc bands klarede skansen med et par heftige riffs og en sarkastisk tilgang til omverdenen, fremstår The Hope Conspiracy mere som næsten hardline psykotiske og på vej mod et sammenbrud i helvedes flammer.

Den eksplosionsagtige ”Departed” indleder albummet og eksekveres på et minut med overbevisende energi og et drive, der nagler lytteren fast som Jesus til korset. Og får man mon lov til lige at puste lidt ud den næste lille halve times tid det varer? No way baby! Den ene sværvægter efter den anden farer ud af højtalerne og giver dig omgang efter omgang i ringen, til du beder om nåde. Et præcist og kontant guitararbejde kombineret med en lavine af et trommespil, låser sig sammen i dødelige rytmer parat til at lægge civilisationen øde. Og det øredøvende desperate vokalarbejde komplimenterer dette yderst fornuftigt, skulle jeg hilse og sige.

Et track der for alvor fænger hos undertegnede er ”Fallen”, hvis stressende og frustrerede rytmer snildt kunne optræde på en revideret version af soundtracket til filmen ”Falling Down”, hvor Michael Douglas spiller en knækket kontorrotte, der tager kampen op mod hverdagens irritationsmomenter i et sandt voldsorgie.

På minussiden er albummet som før nævnt ikke ret langt. Sølle 27 minutter bliver det til, og jeg kunne da godt have tænk mig bare ti minutter eller et kvarter ekstra at løbe på. At svælge sig i negative følelser er måske heller ikke videre originalt i disse dag, men på den anden side er afmagten over for omverdenen noget, som mange bøvler med til dagligt, og skulle THC kunne have en terapeutisk effekt i sådanne situationer, er det jo bestemt ikke værst.

”Endnote” har i hvert fald en udrensende effekt på mig. Efter lidt isoleret kvalitets tid i selskab med THC er det mentale energidepot opfyldt på ny, og jeg er endnu engang klar til at give mig i kast med folk, fæ og resten af hverdagens strabadser. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM