Vi bevæger os i et sjældent intenst, gribende og konstant udtryksformerende univers på canadiske The End´s tredje, og skamløst hypede nye album "Elementary". Her bliver der, side om side med hinanden, serveret alt fra mekaniske grind-beats og udbryder-hardcore, til akustisk guitar og mørkerandede stemningsmalerier, i én stor variationsmæssig cocktail, der næsten flyder over af influenser. The End lyder som et knap så kaosbetonet Dillinger Escape Plan, på udflugt med Tool til ætsende skyggelande, udløsende en stemning så dyster og manisk, som havde de fortrolig viden om verdens snarlige undergang. Det er alvorligt nærgående stof det her…

Tid er nøgleordet, hvis man skal have det størst mulige udbytte af "Elementary". I starten synes udtrykket ikke rigtigt at kaste nok huskeværdige brudstykker af sig, men er man tålmodig nok, vil The End´s blussende følelseskavalkader langsomt brænde sig ind i éns vener, og kræve ultimativ overgivelse. Således står en sang som "The Never Ever Aftermath", efter utallige gennemlytninger pludselig som en mastodontisk og sygeligt nærværende krigshymne, milevidt fra det lidt ordinære indtryk sangen umiddelbart giver fra sig. Numre som dette, og de lige så krævende, men ganske enkelt åndeløst spændingsfyldte "My Abyss" og "Throwing Stones", viser en tilstedeværelse, der er sjældent set uafrystelig i moderne metal.

At The End samtidig tør gøre op med den opslidte vers-omkvæd-vers-struktur, viser det højst utraditionelle singleudspil "Animals", til fulde. Her marcheres fra ubarmhjertigt hardcore, til et harmonisk, dragende mellemstykke og tilbage igen, helt uden problematik, givende lytteren endnu flere sydende og forbilledligt idérige minutter at fordybe sig i. Den evige ændring i udtryk, og den lækre ignoreren af udslidte formularer, gør The End´s signatur komplet uforudsigelig og bibringer en uafbrudt kaskade af overraskende elementer og sangstrukturer.

Den fantastiske produktion må også lige nævnes, da den bidrager stærkt til den enormt indeklemte og intense stemning, der forfølger lytteren, som en overhængende, bælgsort sky, på kanten til at eksplodere i gigantisk uvejr. Med plads til detaljerigdom og med stor udfoldelsesplads til sanger Aaron Wollf´s hypnotiserende stemme, bliver den ildevarslende fornemmelse fuldbragt. Især når The End tager sig god tid, og går ned i tempo og aggressivitet, synes den elegiske tone at bringe lytteren helt ud på kanten af sædet, som på "The Moth And I", og det absolut bjergtagende, ni minutter lange afslutningsnummer "And Always…", som må stå som en af de mest fængslende finaler, jeg har hørt i årevis. En guddommeligt episk sang som langsomt borer sit sørgende udtryk, ind i éns hjertekammer. Rystende emotionelt.

"Elementary" er altså forbandet tæt på at få kylet en topkarakter i nakken, men idéen med et letkøbt instrumental-nummer, og et par af de mere bastante sanges manglen på det ellers hyppigt forekomne magiske strejf, trækker lidt ned i den samlede vurdering. Dog er det, i det store hele kun småting, og "Elementary" må anses som et lille mesterværk, der uden tvivl er al sin voldsomme hype værdig. Når The End er bedst udvikles en stemning, selv Tool kunne tage ved lære af; så kan rosen vel ikke gives større… Nu vil jeg hurtigst muligt gå på opdagelse i The End´s bagkalatog, i håb om flere perler, og med det ønske i baghovedet, blot hylde denne fantastiske start på det nye år. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM