Ach du lieber! Mon galskaben nogensinde vil tage en ende i den nyere amalgambølge af metal og hardcore af bands, som ikke bare spiser os af med skiveskårne standardprodukter? The Dillinger Escape Plan og Mastodon er klart blandt frontløberne, men pladserne ved tronen får de nok næppe for dem selv ret meget længere uden kamp til stregen, da nye unger i nabolaget også vil lege med – men bestemt uden et ønske om blot at lyde som de andre.

Canadiske The End har udviklet deres lyd helt enormt siden sidst. Forgængeren ”Transfer Trachea Reverberations from Point: False Omniscient” (sig lige det hastigt tre gange i træk for dig selv) gav et billede på et lovende, men ikke helt trænet band, og den tynde lyd hæmmede gennemslagskraften for meget til, at det virkelig kunne ryste mig i min grundvold. Men nu er den grimme ælling altså blevet svært psykotisk og ekstremt insisterende. 

Med behændig fornemmelse helt ud i fingerspidserne kører The End nu hårdt på med deres kontrollerede kaos af jazzede rytmer vævet sammen med hardcore, grind og en smuk ambients. En forfinet udgave af den helt gamle DEP lyd hører man et lille ekko af, men ”Within Dividia” er også så meget andet på samme tid, og gennemsnitlig udfoldelse er ikke et begreb, der figurerer længere i deres lille manual. En slags selvtilfreds hyperaktivitet er nærmest på tale, og sofistikeret smadder har sjældent lydt bedre.

Spilletiden er ikke fyrsteligt lang, så ethvert skrækscenario om unødigt fyld er barberet væk, og det bliver blot en af de største forcer her. Relativt modigt er det også at smække det instrumentale nummer ”The Sense of Reverence” ind helt tidligt på albummet, da mange andre at fyre den slags af som finale og nærmest gemme det væk. 

Egentlig kan man sige, at The End besidder samme spastiske træk som landsmændene Ion Dissonance, men alligevel er de så en del bedre til at kanalisere det ud i noget mere brugbart, der vækker genklang i systemet længe efter at den lille skive er holdt op med at rotere. Jeg har gennemtestet ”Within Dividia” med den kritiske forhammer gang på gang uden at finde nogle bemærkelsesværdigt svage punkter, så den slipper uden skrammer, men alligevel har jeg på fornemmelsen, at det ultimative mesterværk nok først dukker op næste gang.

Hvad bliver det næste? Hvem kan overgå det her? Man kan da håbe på, at DEP tager kampen op og smadrer al konkurrence, men de skal ikke blinke mange gange, før de må se sig indfangede af The End… - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM