Et af de sidste par års absolut vigtigste bands i metal og hardcore er New Jerseys Dillinger Escape Plan, der om nogen har stået fadder til et utal bands af core-undergenrer med præfikser som ”math”, ”tech” og lignende. Disse betegnelser er ofte ligeså malplacerede som de er fjollede, men både bands og kritikere har taget dem til sig. Nu er det efterhånden tre år siden at DEP sidst var aktuelle og sendte chokbølger gennem metalverdenen med ”Miss Machine”, der afskrækkede en del ældre fans og skaffede dem en hel del nye og nærværende album, ”Ire Works” bygger mere eller mindre videre på de alternative tiltag, som den forrige plade introducerede.

Først og fremmest har der jo været en del snakken i medierne om hvorvidt Dillinger-drengene ville kunne leve op til presset med dette, deres tredje album. På den ene side ville fans af det ældre, mere kaotiske materiale omkring ny-klassikeren ”Calculating Infinity” tilfredsstilles, mens nye fans af det betragteligt mere melodiske også gerne skulle holde sig i folden. Bandet selv har været fremme og snakke om, at det nye album bød på flere vanvittige tiltag end ”Miss Machine” og dette er sandt. Når DEP giver den gas på ”Ire Works” er det på et teknisk niveau, der ligger endnu højere end det nogensinde har gjort. Numre som de fede ”Fix Your Face” (der tilmed byder på en gæsteoptræden fra bandets første sanger, Dmitri), ”Lurch” og ”Nong Eye Gong” river virkelig lytteren rundt i stor stil. Til de, der var bekymrede med hensyn til bandets nye trommeslager Gil Sharone (Stolen Babies) – bevares, Chris Pennie var og er helt unik – ja, så kan I godt ånde lettet op. Det er virkelig ikke til at høre, at det ikke er Pennie, der spiller. Sharone påvirker måske ikke musikken i nogen ny retning, men han fungerer helt upåklageligt i sammenhængingen. Forsanger Greg er stadig et lettere hysterisk bekendtskab, men jeg synes stadigvæk han passer godt til bandet og han synger bedre end nogensinde før på ”Ire Works”.

Men de spastiske, skæve smaddernumre er jo ganske forventelige fra bandets side og jeg kunne forestille mig, at de fleste er mere interesserede i de elementer der vil polarisere folk, som de mange indslag med ren vokal og elektronik på ”Miss Machine” gjorde. Og tro mig, disse mere polerede tiltag slipper vi heller ikke for denne gang. ”Black Bubblegum” er en fræk lille sag med Patton-agtig falsetvokal og elektronisk nørklen, der uden tvivl ville kunne gøre sig på hitlisterne – omkvædet er virkelig fængende. ”Milk Lizard” roder med blæsere (!) og afslutteren ”Mouth Of Ghosts” er baseret omkring jazzet klaverspil og mørke stemninger, før det bringes til en storladen rocket afslutning. Andetsteds er de to ”When Acting As..”-numre og “Sick On Sunday” underlige fyldnumre, der virkelig trækker ned i det store billede. Præcis hvad disse skal gøre godt for aner jeg ikke. Der er rigeligt af grunde for gamle fans til at hade ”Ire Works” og afskrive albummet som DEPs definitive sellout-statement, men her er sagen – jeg kan sgu rent faktisk godt lide det. Omkvædende på ”Black Bubblegum” og ”Dead As History” er helt afsindigt fængende og velskrevne og Gregs Mike Patton-møder-Trent Reznor-vokal kommer virkelig til sin ret. At DEP mestrer voldsomt tech-fræs ved alle jo efterhånden, men i denne omgang er melodierne bedre og de melodiske numre mere helstøbte end for eksempel et nummer som ”Unretrofied” fra ”Miss Machine”.

Konklusionen må være, at DEP helt sikkert ikke er ude af gamet endnu, selvom mange hardcore-fans sikkert ser det på den måde. Bandet er stadig teknikse, spastiske og aggressive som få andre på scenen lig nu og at de har tilføjet flere farver til paletten er ikke udelukkende en dårlig ting. Jeg er snublende tæt på at uddele de 5 C’er jeg ellers har været nærig med i år, men på grund af fyldnumrene, de lidt mere kedelige fræsere (”Party Smasher” og ”Horse Hunter”) og den lidt svage albumlukker (hør ”The Perfect Design” fra ”Miss Machine” – sådan skal en plade lukkes!) må jeg nøjes med at uddele fire store C’er i denne omgang. Selvom dette album helt sikkert nok skal skabe bandet flere fans (og således flere fjender på diverse ”tone-angivende” internetforaer) må jeg i al utrendy ærlighed lukke af med at konstatere, at jeg stadigvæk godt kan lide Dillinger Escape Plan og jeg kan godt lide ”Ire Works”. -moesby



 

Du kan læse flere anmeldelser/artikler skrevet af Guldmann på  webzinet Transmission.nu HER.

Kom med kommentar i vores FORUM