Af og til i et menneskes liv forekommer der disse årsagsløse, smertefulde og ikke mindst dybt beklagelige hændelser. Forældrene bliver skilt, eller mor dør i en bilulykke, eller HIV-testen var positiv og skyldfølelsen, samt erkendelsen af, hvor helt igennem tomt og meningsløst livet nu er, sætter ind. Kort sagt: hændelser der får os til alvorligt at overveje om der faktisk er en gud, om han faktisk elsker os, om livet faktisk har nogen mening. Det var nogenlunde overvejelser af denne art jeg gjorde mig, da The Devil Wears Pradas kriminalitet mod menneskeheden, "Dear Love: A Beautiful Discord" dumpede ind af brevsprækken.

Meget ondt kan og skal siges om metalcore-bølgen og den regulære tsunami af talentløse unge mænd, der skamløst voldtog genrens ophavsmænds idéer til ukendelighed. Men toppunktet i denne flodbølge af menneskelig afføring må helt kvit og frit siges at være sekstetten The Devil Wears Prada fra Ohio.

Det grimme og ufatteligt typiske cover (både Norma Jean og Zao har været der, gutter) og den fantasiløse og - igen - ufatteligt typiske titel, "Dear Love: A Beautiful Discord", burde være nok til at sætte faresansen i gang hos ethvert selvstændigt tænkende individ med intelligens nok til at kunne dreje et dørhåndtag. Men, hey, der er jo den infinitisimale chance for at de seks gæve pseudo-transvestitter faktisk kunne byde på strejf af talent eller originalitet... men nej. Efter en fuldstændigt overflødig intro, der egentlig bare er en konstant lyd med varierende volumen, sætter "Gauntlet of Solitude" albummet i gang, og der går omtrent femogtredive sekunder før smertegrænsen er nået og man er nødt til at tage en pause. Hvis du nogensinde har hørt Underoath, eller As I Lay Dying, Norma Jean eller With Passion, så lad være med at købe dette album, da de modetøjsafhængige djævle ikke spiller andet end et (alvorligt talt) talentløst og grådfremkaldende sammenkog af disse. Når guitaristerne ikke hiver det ene eller andet kedelige As I Lay Dying-agtige riff rundt i manegen (og det med omtrent ligeså stor indsigt og spilleglæde som to quadriplegiske spedalske) afbrydes der med (ifølge promo-materialet) 'crushing breakdowns', der dog bærer omtrent ligeså meget vægt som lort fra en nyfødt fordi de, af uransagelige årsager, har valgt at sovse ethvert stille øjeblik ind i fuldstændigt ligegyldige keyboard-akkorder.

Efter den smertefuldt pinlige "Rosemary Had An Accident", der, for at understrege drengenes kompositoriske talent, afsluttes af et godt to minutter langt breakdown helt uden variation (altimens forsangeren skriger lyriske genialiteter som "Beware nihilists" om og om igen), får lytteren til alt held et lille mentalt pusterum i form af den instrumentale "Redemption", der i tråd med den superrelevante intro, også bare er en lang, dronende lyd i forskellige volumen-niveauer. Efter den igen pinligt kedelige "Dragons And Diet Coke" kommer albummets eneste lytteværdige nummer, "Who Speaks Spanish, Colon Quasedilla", som egentlig bare er et Norma Jean-nummer med Fætter BR-keyboards. Omtrent tretten minutter og godt firehundrede breakdowns senere slutter albummet og dermed også det, der efterhånden har manifesteret sig som fysisk smerte og begyndende angstneuroser.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg altså ikke er nogen synderligt stor dyrker af metalcore-fænomenet. Hovedværkerne er fine, men derfra gik det ned ad bakke. Hvordan et helt igennem talentløst, uoriginalt og kedeligt band som The Devil Wears Prada kan blive (igen, ifølge promo-materialet) 'det mest populære band på myspace' er mig derfor lidt af en gåde. I tråd med bandets kristne budskab må jeg vende ansigtet mod himlen og indtrængende bede den himmelske fader om at tilgive disse stakler, thi de ved ikke hvad de gør. Altså, bogstaveligt talt; de har absolut ingen idé om det. Hvor ville jeg ønske at bands som The Devil Wears Prada og resten af MySpaces top 10-liste ville spille sammen i mere end blot et år før de blev signet til et pladeselskab der er indflydelsesrigt nok til at sende lortet hele vejen til Danmark for at blive anmeldt. For ærligt talt, så er "Dear Love: A Beautiful Discord" så dårligt og uengageret et album at CDen ikke engang fortjener at blive til en ølbrik på sofabordet herhjemme. -nicolai

Kom med kommentar i vores FORUM