Så fik gode gamle The Cult sgu endelig smidt en ny skive på gaden. ”Born Into This” er opfølgeren til ”Beyond Good and Evil” (’01), som viste de midaldrende hardrockere fra en mere dyster og hidtil uset tungmetallisk side, - som faktisk klædte bandet overraskende pænt.

I denne omgang søger Ian Astbury og Billy Duffy tilbage til rødderne med en mere brugervenlig approach. ”Born Into This” er klassisk Cult uden de helt store armbevægelser; vi snakker ”Electric” (’87) med et lidt bredere lydbillede og en knapt så hårdtslående sound.

De nyeste rekrutteringer, bassist Chris Wyse (ex-Ozzy Osbourne) og den menneskelige trommemaskine John Tempesta (ex-White Zombie, -Testament, -Exodus m.fl.) åbner pladen på titelnummeret, som sammen med ”Illuminated”, den melodiske ”Citizens” og singleudspillet, den ZZ Top’ede, disco-rockende ”Dirty Little Rockstar” udgør højdepunkterne.
Også den velfungerende og produktionsmæssigt detaljerede ballade ”Holy Mountain” står klart og tydeligt i kontrast til resten af skiven, som ikke er foruden fyldmomenter.

Der er skam ingen deciderede fusere i denne omgang, men på den anden side heller ingen fødte klassikere. De færreste tror vel på, at The Cult på ny kommer til at revolutionere hard rock’en og overgå sine 80’er-mesterværker, men de er immervæk blevet blevet mig en kende ufarlige. Isoleret set er både Astburys sjælfulde, insisterende vokal, Duffys karakteristiske guitarlyd og den nye herlighed af en rytmegruppe bestemt store forcer for bandet, men det nye materiale lider gennemgående under en vis anonymitet, og det er en skam for bagmændene bag suveræne klassikere som ”Wild Flower”, ”She Sells Sanctuary”, ”Fire Woman” og… Jeg kunne blive ved.

Ja, okay, det ER tarveligt og uretfærdigt at sammenligne en hvilket som helst nulevende legende med dennes største bedrifter. Selv Schwarzenegger er sgu faldet af på den. Og det er bestemt ikke fordi ”Born Into This” ligefrem er dårlig, alt andet lige skal den skam nok lande blødt og elegant hos de trofaste fans, hvis appetit på nye sange om ikke andet er inciteret af ventetiden. Personligt savner jeg dog lidt større udsving på en plade, som trods de uundgåelige peaks er temmelig statisk hvad angår energiniveau, og generelt holdt til en lidt for sikker formel. Ellers velfungerende numre som ”I Assassin” og ”Diamonds” kunne snildt have vundet ved bare en smule udfordring af de banale rockkonventioner, men ender for mig at se som halvt dødvægt/halvt effektiv hard rock. Faktisk er det nærmest kun passende, at afslutteren ”Sound of Destruction” er blottet for nogen konkluderende effekt.

Med andre ord ender ”Born Into This” med at indkassere fire C’er på sine gode intentioner samt af den grund, at arven fra bandets hovedværker er så godt som umulig at leve op til og derfor i større eller mindre grad underminerer enhver bedømmelse. Og, indrømmet, fordi The Cult er dem, de er. Jeg takker hver dag rockguden for at Duffy og Astbury stadig spiller sammen, og selvfølgelig skal de da blive ved med at lave plader. Lykkeligvis er ”Born Into This”, som titlen antyder, nok ikke slutningen. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM