Ordene kristen og hardcore har altid lydt en smule underligt, når disse to diametrale modsætninger sættes sammen. Det fungerer ikke rigtigt, men et eller andet sted kan det også være fuldstændig ligegyldigt, hvilken tro individerne i bandet bekender sig til. Dog er den kristne hardcore-scene ikke til at undgå, hvis man dyrker scenen. Norma Jean må siges at være hovednavnet, men hvis man kigger lidt efter i krogene, så finder man The Chariot, som har været med i næsten lige så lang tid. Til dem, der ikke er klar over det, så er nuværende forsanger i The Chariot forhenværende vokalist i Norma Jean. I 2002 udgav de ”Bless the Martyr and Kiss the Child”, der formåede at ødelægge alt på sin vej. Det var kaotisk, det var til tider ubehageligt, og det var Josh Scogins vokal, der var hærfører i dette angreb, der hed Norma Jean. Men efter denne plade gik Scogin ud af bandet, som fortsatte med ny vokalist og har været i gang lige siden. Det skulle ikke blive det sidste man hørte til Scogin, for i 2004 tittede The Chariot frem med pladen ”Everything Is Alive, Everything Is Breathing, Nothing Is Dead, and Nothing Is Bleeding”, der om noget var endnu mere kaotisk, end det Norma Jean kunne frembringe. Et par år, plader og medlemmer senere og nu er ”Long Live” kommet for at føre arven videre.

The Chariot har aldrig haft i sinde at gøre det let for lytteren; således åbner pladen med feedback og støj på ”Evan Perks”, og det går hurtigt op for lytteren, at der er ingen vej tilbage. Når man først har sat denne plade på, så må man se sig draget af det kaotiske element, som The Chariot besidder. Det er næsten et paradoks, at sige man kan tæmme kaos, men bandet fører sig frem i et univers, der udelukkende består af adrenalin-pumpende temposkift og hvinende guitar, mens Scogins karakteristiske vokal brøler om alt mellem himmel og jord. Det er umiddelbart svært at forestille sig, hvordan man skal kunne holde en halv times ren kaos ud, som er længden på ”Long Live”, men det er her hvor dette album skiller sig ud fra The Chariots tidligere værker. Tidligere har det været svært at finde rundt i The Chariots univers, der til tider har gjort det svært at høre en plade fra ende til anden. Man bliver draget ind i deres univers fra første takt, men kan også blive udstødt mindst lige så hurtigt, hvis det ikke var for de få pejlemærker, som bandet inkorporerer. På tidligere plader kan der blandt andet nævnes Hayley Williams fra Paramores smukke vokal på nummeret ”Then Came To Kill” fra ”The FIancée” eller det melodiøse breakdown på ”Giveth” fra ”Wars and Rumors of War”. Dog har der til tider været langt mellem disse pejlemærker, så man tit har følt sig tabt, og det har været svært at finde tilbage. På ”Long Live” er det en helt anden historie; Det er ikke til at sige, hvornår det næste lilletrommeslag flænser igennem dit kranie; eller hvornår det næste temposkifter skubber dig udover kanten; eller hvornår det næste kaotiske riff kaster dig ud i intetheden. Men i det mindste har du øjeblikke, hvor du kan gribe fat og få vejret, før stormen rusker dig rundt igen.

På ”David De La Hoz” bliver nummeret pillet helt fra hinanden midt i, da en spoken word del bliver akkompagneret først af kantslag, hvor det derefter bygger op til et rent inferno af staccato riffs for til sidst at gå over i det mest doomede breakdown, The Chariot nogensinde har kastet sig ud, komplet med hvinende guitarer i pauserne. Nummeret slutter af med en let klavermelodi ledsaget af kvindekor, harpe og harmonika. Ødelæggelsen bliver overtaget af ro og orden.

Afslutningsnummeret ”The King” bevidner også om et af de førnævnte pejlemærker, der denne gang kommer i form af et trompetstykke, der ikke varer mere end et halvt minut, men det fungerer så ufatteligt godt, at det hænger ved længe efter nummeret er færdigt. Stykket ligger let over Scogins nervøse vokal, mens den instrumentale sektion brager derudaf, for derefter at bevæge sig over i et tungt mellemstykke, der kun består af bas og dybe trommer. Mest bemærkelsesværdigt er dog midterdelen af nummeret, der består af flere percussive elementer, der bygger op til et falsk klimaks, der falder helt ned igen. Få sekunders stilhed og The Chariot kommer buldrende ind i arenaen igen for at slutte af med manerer.

Højdepunktet på ”Long Live” må siges at være ”The City”, der fint beviser The Chariots kaotiske side blandet med deres sans for smukke melodier. Første halvdel af nummeret er udelukkende dedikeret til støj og anarki, hvorefter nummeret munder ud i en hel tirade af Scogin, der skriger og råber om Gud ved hvad. Kun få linjer kan til tider dechifreres, men det man får fat i virker så rigtigt, og akkompagneret af staccato instrumentering, så vækker det et væld af følelser i en. Når nummeret så skifter til et smukt kor stadig med hård instrumentering, så kan man ikke rigtig forlange mere af bandet. Det hele går op i en højere enhed; kaos forenet med orden.

”Long Live” er klart en plade, der ikke er for enhver smag. Hvis man bryder sig om de kaotiske elementer, som denne anmeldelse efterhånden har fået godt udpenslet, så skal dette album rekvireres. Hvis man kunne lide det tidligere The Chariot har udgivet, så må man ikke forbigå ”Long Live”. Musikalske oplevelser er selvfølgelig så subjektive, som noget kan blive, men det er længe siden at en plade har kunnet bevæge mig så meget som denne, og derfor er det ikke altid ord, der vil kunne beskrive dette. I stedet er det passende at slutte af med et citat fra Scogins tirade i ”The City”: ”This is only but a fraction of what I’m gonna say. But it must be said. It must be said.” -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM