The Black Dahlia Murder må være en af de absolut få moderne metalbands, der for alvor rykker i mig. Med ”moderne” mener jeg ikke nødvendigvis ”samtidige”, men forbinder i højere grad ordet med bandets specifikke lyd, der er tight, teknisk velspillet og glat produceret. Normalt lader jeg den type metal glider let og elegant forbi mig, men noget ved bandets fængende riffs, harmonier og ikke mindst det superbe trommespil har altid tiltalt mig. Derfor var forrige udspil ”Nocturnal” lidt af et hit herhjemme; samtidig var det udgivelsen der så bandet steppe deres game op betydeligt i forhold til de første udgivelser, både hvad angik teknik, produktion og sangskrivning. ”Nocturnal” får stadige hyppige ture på anlægget herhjemme, men jeg må indrømme at jeg lidt forventede at den succes var en enlig svale – thi TBDMs stil byder ikke ligefrem op til stor variation og jeg tvivlede på om bandet igen kunne give mig samme wow-effekt som jeg fik med ”Nocturnal”.

Derfor er ”Deflorate” kun en mild skuffelse, da forventningerne ikke var vanvittigt høje herfra. Bandet gør ellers deres bedste for at toppe forgængeren – den tidligere Arsis-guitarist Ryan Knight er blevet indlemmet og hans lirede løb op og ned af gribebræddet er da også blandt forbedringerne. Deres tidligere guitarsoli var ikke noget at skrive hjem om. Men en virtuos shredder har aldrig reddet en middelmådig udgivelse, ej heller har et højnet brutalitetsniveau. Ja, de spiller hurtigere end nogensinde, men melodierne går tabt i mudderet og netop disse var TBDMs største trumfkort før i tiden – melodierne og de fængende riffs var det der hævede bandet over horderne af plagiater og trendryttere. Bedst fungerer det på ”A Selection Unnatural”, hvor de skævt vredne riffs og omkvæd efter noget tid sætter sig fast på hjernen. Dette er dog langt fra tilfældet med resten af pladen. Netop derfor er single-udspillet ”Necropolis” klart pladens bedste nummer, da det i udtryk og opbygning minder mest om et out-take fra ”Nocturnal”. Men hovedsageligt lyder pladen som om at de egentlig bare ville smide noget nyt materiale på gaden så hurtigt som muligt og ”Deflorate” virker forhastet og ikke nær så sammenhængende som ”Nocturnal”.

Når det så er sagt.. Så har bandet stadigvæk en charme, der er svær at modstå og selvom ”Deflorate” ikke er så umiddelbart fængende som forgængeren, så er TBDM bestemt ikke noget ueffent bekendtskab og jeg vil stadigvæk hundrede gange hellere høre på dem levere middelmådige riffs og sange end jeg vil høre på tidens trendy deathcore og hvad vi ellers har af Myspace-fødte vederstyggeligheder. Trommeslager Shannon Lucas spiller stadig virkelig fedt og den mere runde produktion er klart en af albummet store kvaliteter, ligesom at Trevor Strnad nærmest lader til at være i konstant udvikling som sanger. Ikke at han spænder vidt, men hans persolnige blanding af snerrende skrigeri og mellemdybe growls lyder nærmest bedre og bedre fra album til album. Desværre har ”Deflorate” fået mig til at tvivle kraftigt på om bandet endnu engang kan tage et kvalitetsmæssigt kvantespring som de gjorde mellem ”Miasma” og ”Nocturnal” eller om næste udspil bliver ligeså uinspireret. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM