Som de fleste andre friske drengebørn blev jeg i en ung alder tiltrukket af gyserfilm og –bøger. Der var noget dragende ved det mystiske, uforklarlige og uhyggelige og det har fulgt mig og sikkert mange andre lige siden. Ikke bare det skræmmende i de sælsomme væsener der nu engang optrådte i filmene, men også den skumle, truende stemning der knytter sig til genren er i høj grad tiltalende hos de fleste mennesker og det er denne stemning The Banner dyrker i deres musik og tekster. Derfor har jeg også fundet, at selvom den genre de gør sig i ikke umiddelbart er min favorit, så har de fået et væsentligt antal spins på mit ydmyge anlæg. 

Ganske som selve gyser-genren er The Banner egentligt et stort sammensurium af klichéer, men de dyrker dem på en måde der gør, at ”Each Breath Haunted” er en yderst underholdende affære. Men The Banner slår ikke blot plat på hele horror-konceptet – Nej, flere steder bevises det, at bandet oven i købet besidder musikalske kvaliteter! Bandet spiller i bund og grund tung, simpel hardcore med væsentlig punk-inspiration og enkelte rock-referencer. Den opmærksomme læser af mine skriblerier vil vide, at denne genre ikke just huer mig. Alligevel er det som om The Banner indeholder et eller andet der tiltaler mig i høj grad. Måske er det den fornøjelse der breder sig, når de, i ikke få tilfælde, kaster sig ud eksperimenter med dissonante akkorder, som på ”Venom And Hope” og min personlige favorit, den voldsomt fede ”Tragedy”. Måske er det forsanger Joey Southside’s vokal, der er bare en anelse mere hysterisk og vredt end de fleste HC-brøleaber. I hvert fald er albummet en overraskende fryd! Andre stand-out tracks må være den tunge åbner ”Devilhawks” og de to herlige instrumentale interludes ”Sovereign Of The Black Pit” og ”Interlude”, der består af Ennio Morricone-agtige campede guitarstykker med voldsomt meget rumklang – ren vintage horror-stemning! Jeg sad i hvert fald med et kæmpe smil på læben, da jeg hørte dem.

Nu til det negative; Langt de fleste numre står simpelthen ikke nok ud fra resten. En den noget tykke, komprimerede produktion fremstår bandets guitarriff ofte som særdeles ensformige, hvilket vel egentlig gør sig gældende for en betydelig del af hardcore-genren. På trods af et gennemgående højt tekstmæssigt niveau – jeg elsker den måde, hvorpå bandets horror-koncept giver hvad der ellers kunne lyde som standard emo-tekster helt ny betydninger! – så falder alle numre rent musikalsk ikke lige heldigt ud, desværre. Jeg kan heller ikke just høre nogen af de black metal-elementer bandet praler af at indeholde i pressematerialet. 

Alt i alt må jeg dog indrømme, at jeg er kommet til at holde en smule af The Banner og ”Each Breath Haunted”. Selvom skiven næppe kommer på min top ti over udgivelser i 2006 og nok heller ikke kommer til at stå som det værk der giver HC-genren det endegyldige spark i røven, den ellers så kraftigt fortjener nu om dagen, så er den en ganske underholdende parentes i en genre, der ofte tager sig selv alt, alt for seriøst. Så pak din skovl og dine lommelygter, tag en tur på kirkegården efter midnat og lyt til The Banner, mens du udlever dine mørkeste lyster.. Du vil jo gerne! -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM