|
Et sted i Italien sidder der et band ved navn ”Theatre des Vampires”. Dette band har netop udgivet deres fjerde studieplade ”Suicide Vampire” og det er den jeg har ”fornøjelsen” af at anmelde her. Allerede når man kigger bookletten igennem er det svært at holde grineflippet på afstand. I stedet for bare at spille på bas spiller bassisten nemlig på ”Bloodybass guitar” mens guitaristen har valgt ”Grimguitars”. Helt galt går det når man kigger på bandbillederne, men dem vil jeg lade være med at beskrive nærmere. De skal opleves!
På trods af det dårlige første indtryk skal musikken da have en chance alligevel, men det bliver ikke meget bedre her. Bandet spiller symfonisk horror black metal der er så fuldt af klicheer at det kan få selv Mystic Circle og lignende ligegyldigheder til at fremstå som mestre udi originalitet. Det mest grufulde og skræmmende ved dette album er hvor skræmmende dårligt og grinagtigt det er.
Musikken er naturligvis plastret til med Casio keyboards, falske korarrangementer og såkaldte ”horror-samples”. Teksterne er også et studie værd, da de byder på udødelige linier som: ”Unholy bloody virgins fuckers, I'm your pleasure...your suffering, This night we rise for our thirst, this night we rise for our life” fra “La Danse Macabre du Vampire” (der for det ikke skal være løgn også optræder i en tysk version til sidst på pladen). Kort sagt er pladen et studie i dårlige tekster, dårlig musik og dårlig produktion. Det eneste verden var gået glip af, hvis denne gang makværk aldrig var blevet udgivet var et godt grin. -dave
Kom
med kommentar i vores FORUM
|