Det var dog satans som amerikanerne frydes over melodeath inspireret hardcore i disse dage, men svensker lyden må vel stadig være noget livgivende og eksotisk for dem derovre, så de bliver nok ej heller trætte af skidtet lige med det samme. Raten af udøvere inden for stilen er i hvert fald på ingen måde aftagende, og The Agony Scene fra Tulsa, Oklahoma hører til blandt de nyeste skud på stammen. Albummet udkom tidligere i år på den kristne tungmetal label Solid State, der ikke har en videre god distribution de fleste steder i Europa, så på disse kanter har Century Media været os behjælpelige med at sprede den hårdtslående gospel. 

Hvad der umiddelbart skiller dette ud fra den resterende bølge, er vokalen som tager afsæt i den pænere ende af black metallen, frem for de vanlige hc brøl og skrig. Sammenligningen er skamløst åbenlys, men Michael Williams lyder fra tid til anden som en ikke-præmenstruel Dani Filth blandet op med ham den snottede, harkende gut fra Zao, hvilket klart må betragtes som en frisk brise på en legeplads, hvor så mange andre af ungerne bare går efter at skrige deres lunger ud mellem tænderne. Ellers finder jeg det også voldsomt fedt, at de melodiske tendenser vejes op af en solid, hårdt smældende neo-thrash bund, uden så meget pis. Tænk 2 Ton Predator og The Haunted, når de er mest arrige og du er ikke langt fra resultatet her. Herrens veje er uransagelige.

Hver enkelt skæring runder max tre-fire minutter, men på disse sparsomme intervaller klemmes dog en del hidsigt fræs ind, så jeg har endnu ikke oplevet at kede mig synderligt under nogle gennemlytninger. Skal der findes en åbenlys hage ved albummet må det dog være, at bandet af alle numre har valgt at fortolke Rolling Stones’ ”Paint It Black”, hvilket Anti Nowhere League, Earth Crisis, Marduk, Burn It Down og mange, mange andre i den tungere end af skalaen allerede har pryglet til døde i forskellige mere eller mindre vellykkede versioner. Find dog på noget bedre folkens…

Til gengæld har de med Adam Dutkiewicz (KSE) som producer forstået at skabe en lyd, der fint afspejler noget lignende de strabadser Jesus selv gennemgik hen mod sine sidste dage. Dutkiewicz havde jo i forvejen fin erfaring med at kreere et voldsomt lydbillede for selveste Norma Jean, så man kunne vel næppe forvente andet end en top præstation fra hans side. Sømmet rammes hele tiden lige på hovedet og aldrig over nallerne. Eller også er det omvendt?

En placering i eliten kan meget vel komme på tale næste gang, hvis de får løsrevet sig helt fra de sidste elementer af den tidstypiske metalcore/melodeath legering. Amen. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM