thanatos - undead.unholy.divine
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 10.06.04 Thrash/Death Metal Black Lotus/VME Attie Bauw
 
I græsk mytologi er Eros gud for kærlighed og livsdrift.
Modstykket hertil er Thanatos; dødsguden og i freudiansk psykoanalyse repræsentant for dødsdriften, der blandt andet manifesterer sig som aggression. 

Set i det lys må man sige at nederlandske Thanatos har valgt et passende navn til deres band; der er nemlig masser af aggression og ’dødsdrift’ på gruppens helt nye death/thrash album ”Undead.Unholy.Divine”. Rent faktisk har Thanatos overraskende nok eksisteret siden 1984, men alligevel er ”Undead.Unholy.Divine” kun bandets 4. full-length udgivelse og ligeledes mit første bekendtskab med Thanatos’ musik. Heldigvis ikke et bekendtskab jeg på nogen måde fortryder…

Rent musikalsk lyder hollandske Thanatos nemlig nærmest som en blanding af de bedste elementer fra forskellige af fædrelandets lidt mere kendte bands. Således minder de aggressive grind passager til tider om Sinister, de tunge og groovy tiltag bringer mindelser om Gorefest og de mere thrashy indslag ligger ikke langt fra God Dethroned. Selvom de enkelte delelementer i Thanatos’ musik således er umiddelbart genkendelige, er de dog sat sammen på en så tilpas afvekslende og kompetent måde at alle elskere af nederlandsk ekstremmetal skulle kunne finde noget af værdi på ”Undead.Unholy.Divine”. 

Apropos Gorefest så gæsteoptræder dette nu opløste bands trommeslager Ed Warby på Thanatos’ nye album, og en vis Ashmedi fra Melechesh gæsteoptræder også i en eller anden funktion. Et meget lidt nyskabende men ganske udmærket og fængende album. -byrial

 









Kom med kommentar i vores FORUM