|
The Great Deceiver er først og fremmest kendt som det band, Thomas Lindberg dannede umiddelbart efter at hans tidligere band, de stilskabende At The Gates, gik fra hinanden i 1997, og nu er The Great Deceiver så endelig klar med deres debut full-length ”A Venom Well Designed”.
Produktionen på ”A Venom Well Designed” skal lige indledningsvis kommenteres, for nok kræver den type musik The Great Deceiver spiller sikkert et råt og skramlende lydbillede for at have den maksimale effekt, men lyden på specielt lilletrommen er simpelthen ved at ødelægge det hele! Mage til tynd, diskant og VILDT irriterende trommelyd skal man da lede længe efter; her kan man virkelig tale om, at ”tomme tønder buldrer mest”! På samme tid er lyden på lead-guitaren sovset ind i effekter og ekko, der bringer mindelser frem om et melankolsk band som Katatonia, hvilket står i skærende kontrast til den rå lyd på rytme guitarerne og de føromtalte trommer, der mere lyder hen af produktionen på et gammelt 80´er crust-punk album med Discharge!
Skal jeg være HELT ærlig, synes jeg faktisk også den gode Thomas leverer sin hidtil mindst prangende vokalpræstation, når man sammenligner med det høje niveau fra At The Gates, The Crown og Lockup, eller også er det bare fordi hans stemme fremstår mere ”nøgen” og malplaceret sammen med The Great Deceivers trods alt mindre ekstreme musik. På nogle numre på ”A Venom Well Designed” bryder han dog også ud i regulær traditionel sang, hvilket faktisk passer bedre til musikken. I øvrigt synes The Great Deceiver at have et gustent toksikologisk tema kørende; tag bare titlen på albummet og numre som ”Poisoned Chalice”, ”Arsenic Dreams” og ”Strychnine”. Men ellers er ikke den store afveksling numrene imellem; de er mere eller mindre alle bygget efter den samme skabelon, men til gengæld er der så heller ikke nogle deciderede dårlige numre.
Efter de første par gennemlytninger var jeg tæt på fuldstændig at afskrive ”A Venom Well Designed”, men abstraherer man fra den uheldige produktion, begynder man så småt bedre at kunne påskønne The Great Deceivers uomtvistelige kvaliteter, men helt min kop te bliver det nok aldrig på grund af det frustrerende i at sidde med et album, som man fornemmer kunne have være SÅ meget bedre med en ordentlig produktion. Men som sagt, kan man acceptere et album, der lyder som om det er optaget i 3 forskellige studier, og som rent musikalsk er et alternativt sammensurium af goth-rock guitarer, en punket rytmesektion og Lindbergs hysteriske vokal, kan man såmænd roligt ligge et C til karakteren og give ”A Venom Well Designed” en chance, for The Great Deceiver er tydeligvis udmærkede musikere med deres helt eget udtryk. -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|