Textures er et nyt Hollandsk band, der har været genstand for en del hype i diverse Nederlandske publikationer, og som allerede har formået at opnå supporttjanser for etablerede bands som Sepultura, The Crown og Machine Head. 

Bandet spiller på deres debutalbum ”Polars” en slags teknisk neo-thrash/cyber-metal i grænselandet mellem Scarve, Darkane, Fear Factory og Meshuggah light tilsat nogle underlige lydeksperimenter.

Det næsten 19 minutter lange titelnummer er albummets omdrejningspunkt, og selvom skæringen indeholder flere rigtigt fede sekvenser, bliver nummerets struktur næsten revet i stykker af lange passager hvor der næsten ikke sker noget, utvivlsomt grundet keyboard/syntheziser-spilleren Richard Rietdijks ambitioner om helt umotiveret fra tid til anden pludselig at male et surrealistisk lydtapet med sine tangentinstrumenter. Desværre virker det bare ikke. I stedet trækker det kontinuiteten ud af hvad der ellers kunne have været en spændende komposition.

Helt galt går det på det afsluttende ”Heave”, hvor den gode Rietdijk åbenbart tror, at han over næsten 15 minutter kan slippe af sted med hvad der mest af alt lyder som en slags primitiv, ubehjælpsom ambient for senildemente. Et fuldstændigt ligegyldigt og ganske forfærdeligt nummer. 

Hvad hjælper det i øvrigt med en samlet spilletid på 55 minutter, når omtrent 35 minutter udgøres af de ovenstående 2 numre? Heldigvis er der blandt de resterende skæringer et par opløftende og anderledes fokuserede skæringer.

Nummeret ”Ostensibly Impregnable” starter som noget der kunne have været inkluderet på Meshuggahs ”Destroy Erase Improve” og indeholder da også en smuk Fredrik Thordendal-agtig jazzy guitarsolo og nogle lækre rene vokaler på omkvædet i bedste Darkane stil. Skæringen ”Transgression” starter ligeledes overbevisende og pludselig høres en smuk melankolsk saxofon/klarinet-solo, inden staccato-rytmikken atter tager over. Albummets højdepunkt.

Numre som åbneren ”Slowdive”, ”Young Man” og ”The Barrier” indeholder alle rigtigt fede elementer, men desværre også sin del af mere standardiseret hovedløs kværnen derudaf.
I øvrigt irriterer vokalist Pieter Verpaalen mig af en eller anden grund. Hans skingre og hysteriske vokal burde vel egentlig passe til Textures´ musik, men på mig virker den nu mere enerverende end inspirerende. I det omfang Textures´ kompositioner giver lov til det, beviser især trommeslager Stef Broks, at hans evner bag tønderne er ganske betragtelige; han minder mig lidt om fænomenale Friso Van Wijck fra landsmændene i Polluted Inheritance, hvis nogen kan huske dem.

Textures har som sagt anslag til mange spændende musikalske ideer, men de drukner ligesom lidt i de mere uinspirerede og primitivt tonsende thrash passager, de mislykkede afstikkere udi ligegyldige og søvndyssende keyboard/synthesizer-arrangementer og den tidligere nævnte belastende vokal. Sammenligner man med labelmates Scarve, der gør sig i tilnærmelsesvis samme musikalske udtryk som Textures, er der unægtelig stadig et stykke vej både rent kompositorisk og instrumentalt, før Textures for alvor kan konkurrere med Franskmændene. I forhold til Scarve mangler Textures noget fokus, klarsyn og stringens. 

Ret beset er vi ikke langt fra det 4. C og Textures potentiale skinner trods skønhedsfejlene tydeligvis igennem på denne debut, så jeg har tiltro til at bandet på den næste udgivelse tør tage skridtet hen imod total teknisk thrash fuldt ud og lade banaliteterne hvile i fred. Finder de ved samme lejlighed en bedre egnet vokalist og får talt et alvorsord med den lidt for ’smarte’ keyboardspiller, kan det blive helt godt. –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM