tesla - into the now
clonepop |
|
tesla - into the now
clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 08.03.04 | Hardrock | Sanctuary/Target | Tesla & Michael Rosen |
| Tesla? Eksisterer de virkelig stadigvæk? Sådan tænkte jeg i første omgang, da jeg stirrede vantro på coveret til ”Into the Now” med det karakteristiske Tesla emblem. Men jo, den er god nok, bandet er såmænd tilbage på musikscenen! Teslas debutalbum ”Mecanical Resonance” fra ´86 og efterfølgeren “The Great Radio Controversy” fra ´89 solgte henholdsvis til platin og dobbeltplatin i US alene, og rent faktisk har bandet i hele sin karriere solgt mere end 17 millioner albums! Men selvom Tesla vel er at anse som et arketypisk 80´er band, var bandet allerede dengang heldigvis LANGT fra forfærdelige glam rock/hair metal absurditeter fra samme periode som f.eks. Poison, Ratt, Warrant, Winger og utallige andre bands, hvis navne man lykkeligvis har fortrængt. Teslas version af radiovenlig US hardrock var meget mere bluesbaseret og ofte med et løseligt konceptuelt præg. Ved indgangen til 90´erne oplevede bandet igen succes med det akustiske live album ”Five Man Acoustical Jam” fra ´91, der også solgte til platin. Singlen ”Signs” strøg til top på hitlisterne og den tilhørende video blev en af hovedårsagerne og inspirationskilderne til den omsiggribende MT-V Unplugged trend i de følgende år. Albummet ”Psychotic Supper” fra samme år som ”Five Man Acoustical Jam” solgte ligeledes til platin, og det var så det sidste jeg hørte til bandet før ”Into the Now” nu pludselig ser dagens lys! Opkaldt efter videnskabsmanden Nikola Tesla, der var assistent for den langt mere alment berømmede Thomas Edison, var Tesla på de 2 omtalte første albums også rent lyrisk på et lidt andet plan end den dagældende sex, drugs & rock´n´roll standart, idet teksterne ofte kredsede omkring det uheldige faktum, at Edison mere eller mindre fik al berømmelsen for radioens udvikling, mens Nikola Teslas uvurderlige bidrag forblev mere eller mindre ukendte i offentlighedens bevidsthed. Der er altså gået mere end 10 år siden jeg sidst hørte noget til Tesla, så jeg var spændt på om bandet havde noget at sige her i et nyt årtusinde, men ret beset lyder Tesla mere eller mindre som de altid har gjort. Nuvel, sanger Jeff Keith har tydeligvis røget et par kartoner cigaretter eller 40 i løbet af de sidste 10-15 år, men hans karakteristiske raspende men elegante vokal har stadigvæk alle kvaliteterne i behold. De to guitarister Frank Hannon og Tommy Skeoch excellerer stadigvæk i klassiske kvalitets hardrock soli med et tydeligt beskidt bluespræg, og rytmesektionen bestående af Brian Wheat på bas og Troy Luccketta på trommer er garant for et sejt, tykt fundament af solide grooves. I samarbejde med producerveteranen Michael Rosen har Tesla fået en klassisk og tidløs men dog nutidig produktion, som i udpræget klæder bandet. Lækkert. Dette Tesla comeback album indeholder lutter solide og suveræne numre, hele 12 af slagsen, og selvom power-balladerne måske er lidt overrepræsenterede, gør det mig egentligt ikke noget. Tesla er nemlig om nogen eksperter på power-ballade området, og skæringer som ”What a Shame”, ”Words Can't Explain, ”Caught in a Dream”, ”Miles Away” og ”Come to Me” er i absolut verdensklasse, da de forstår at være følsomme og smukke uden på noget tidspunkt at blive hverken sukkersøde og eller banale. Især Keiths ekspressive vokal er som skabt til balancere på denne hårfine linie mellem netop det følsomme og det banale uden på noget tidspunkt at overtræde denne knivskarpe imaginære linie. Alligevel er det de på én gang hårdt svingende, tunge og udsøgt melodiske hardrock numre som er Teslas varemærke, og skæringer som titelnummeret, ”Look @ Me”, ”Heaven Nine Eleven”, ”Mighty Mouse”, ”Got No Glory” og ”Recognize” viser med al ønskelig tydelighed hvorfor Tesla var en storsællert i sin tid. Det gøres simpelthen ikke bedre! Jeg har altid haft et blødt punkt for Tesla, og med ”Into the Now” har jeg genopdaget hvorfor. Der findes efter min mening MEGET få bands, om nogen overhovedet, der har fået mere ud af traditionel US hardrock rent kunstnerisk end Tesla, og selvom dette nye album ikke lyder radikalt anderledes end noget bandet lavede i 80´erne, så er det den rene fryd at høre en samling garvede veteraner vise, hvordan denne type musik skal eksekveres. Så godt som INGEN laver denne type musik mere, og ”Into the Now” vil næppe sælge nok til at give Tesla deres 5. platinskive, men hvor så mange andre nutidige bands går efter hvad der er trendy lige pt., garanterer Teslas tidløse tilgangsvinkel, at ”Into the Now” i lighed med bandets 80´er udgivelser efter al sandsynlighed også kan nydes om 10-15 år. Velkommen tilbage til nu, Tesla! -byrial
|