Det menneskelige følelsesregister skulle efter sigende være ret bredt, og der hviskes også i krogene om, at det rimeligvis er sundt med kontakt til hele spektret, så man ikke fornægter eller fortrænger noget. Men Terror er altså ikke happy-happy-hippier, og rendyrket vrede er eneste punkt på dagsordenen, så det må man bare finde sig i eller pisse af. Jeg vælger at blive, for den funklende ny ”One with the Underdogs” fremstår allerede nu som det fedeste, mest fokuserede udgivelse fra Trustkill i årevis, og det siger forhåbentlig ikke så lidt om et label, der allerede har, eller har haft, kløerne i ting som Harvest, Walls of Jericho, Most Precious og Poison the Well.

Forgængeren ”Lowest of the Low” var egentlig blot en ep, men så godt som alle med hang til bitter vrede i deres hardcore lader til at have taget den til sig, og det er sgu lidt af en bedrift fra Terrors side. ”One with the Underdogs” er lige til at tude over…i hvert fald hvis man selv spiller i et andet band, der forsøger sig i samme boldgade, for de færreste kommer til at overgå det her lille mesterværk lige i den nærmeste fremtid. Scott Vogel var hård i Despair og benhård i Buried Alive – gæt selv hvordan han klarer den nu som et velintegreret element i Terrors ben knusende bedrifter? Så fucking cool og overbevisende på vokalfronten, at man lige må ruske sig selv på plads efter hver snurre tur med sagte formaninger om, at det ikke kun var en våd drøm.

Ikke noget lir, ingen hjertevridende skønsang, ingen gimmicks. Egentlig bare prygl i en hel halv humørtime. ”One with the Underdogs” efterlader lytteren med samme fornemmelse som en, der lige har oplevet Sheer Terror eller Madball for første gang – man vil bare ha’ mere! Freddy fra Madball gæster endda albummet på ”Find my Way” med vanlig tilbagelænet/benhård overbevisning, og ellers bliver det da også lige til at par strofer fra selveste Jamey Jasta og Lord Ezec som ekstra pynt på kagen.

Skal jeg brokke mig, kan jeg kun gøre det over, at der fra tid til anden mangler noget guf i tromme- og baslyden. Skiven er heller ikke specielt lang, taget i betragtning af at det er en fuldlænge, men spørgsmålet er så også, om man virkelig ville kunne holde til meget mere end det her? Men vær hurtigt ude og få fat i førsteudgaven, hvor selve cd’en er lavet, så den ligner en vinyl i mini-størrelse på oversiden og er helt sort, når man flipper den rundt – det ser unægtelig lidt for cool ud! - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM