team sleep - team sleep
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 09.05.05 Ambient/Electronica Maverick/Warner Wells/Robinson/Date
 

Nettet har i de seneste årgange været pænt belagt med rygter om projektet Team Sleep og om konstellationens mulige udgivelse af et reelt album. I 2001 og 2002 skrev og indspillede Team Sleep en række numre til et album, men efter at det ikke-færdige album blev lækket i mp3 form til nettet blev hele albummet skrottet. En helt ny proces blev startet og det færdige resultat er nu klar i butikkerne.

Hovedmanden bag Team Sleep er Nu Metal-kongerne Deftones' forsanger Chino Moreno, der i arbejdet med Deftones mesterværket "White Pony" blev tændt på at skabe mere musik med afsæt i ambient og electronica. Faktisk var tracket "Teenager" fra "White Pony" oprindeligt tiltænkt Team Sleep, men endte alligevel som et Deftones track. Bittersøde højdepunkter på Team Sleep debuten som "Your Skull Is Red", "Ever (Foreign Flag)" og "Our Ride To Rectory" vil uden tvivl behage mange gamle "White Pony" fans, der er nærmest dømt deja-vu til tider.

Stilmæssigt er det nok titlen på nummeret "King Diamond" som er det mest metalliske ved Team Sleep, da udtrykket er meget afdæmpet og drømmende generelt. Der er spor af både Trip-hop og Radiohead anno "Kid A" hos Team Sleep. I øvrigt er det ikke kun Chino Moreno som leverer vokal, også gæsterne på albummet Rob Crow (Pinback) og Mary Timony (Helium) optræder ved mikrofonen. Førstnævnte viser hudløs styrke på "Princeton Review" mens sidstnævnte især løfter "Tomb of Liegia" op, et nummer der i øvrigt er bygget op omkring et Edgar Allen Poe digt.

Team Sleep albummet er en nydelse af de fløjlsbløde af slagsen, hvor det er eksperimenterne som levere kanterne og udfordringerne. Det sarte udtryk er ikke specielt tilgængeligt, trods den velkendte vokal fra Chino Moreno, så man bør give Team Sleep god tid til at trænge ind, da det faktisk er i den skæve instrumentering at Team Sleeps største force er gemt. Det der i den sidste ende forhindre Team Sleep i at opnå et C mere i vurderingen er at den sidste halvdel af albummet bliver en tand for lukket, hvilket resulterer i at de enkelte skæringers særegen karakter begynder at drukne helheden. -and









Kom med kommentar i vores FORUM