Finske Tarot er efter et par års pause tilbage med albummet ”Crows Fly Back”. Pausen skyldtes delvis at bassisten Marco Hietala på et tidspunkt havde mere end rigeligt at se til i hans andet job i Nightwish. Men den historie fik som bekendt en brat ende, og Tarot markerer en ny start med deres første udgivelse på det tyske label Nuclear Blast. Nuclear Blast har i de senere år nærmest haft vokseværk, og deres katalog er blevet mere internationalt orienteret og mindre præget af traditionel preussermetal.

Men i dette tilfælde må man gå ud fra, at Tarot netop må være blevet signet på grund af deres rutinemetal med heftige tendenser mod 80’er-retro. En stil som netop er meget populær i Tyskland, hvilket bl.a. kan ses på antallet af tyndhårede tyske mænd med ølmaver, der stadig går iført cowboyvest med påstrøgne stofmærker med deres yndlingsbands. (Og nej: her er ikke tale om en fordomsfuld anmelder!). Tarot har da også gødet jorden for deres nye udgivelse med en Tysklandsturne her i februar.

Det skal selvfølgelige siges, at der vitterligt eksisterer et publikum til det her, men jeg hører bare ikke til det. Stilmæssigt ligger bandets navn og artworket på den nye skive i den lettere dystre og gotiske ende, et udtryk som man til gengæld slet ikke støder på mellem rillerne (eller hvad det nu hedder på en cd). Forestil dig en af Yngwie Malmsteens utallige plader, med den ene skingre forsanger efter den anden. Fratræk dernæst de kilometerlange highspeed guitarsoli, og du har en nogenlunde idé om hvordan det her lyder. Det er med andre ord en lettere bovlam omgang powermetal, som Tarot leverer. Bortset fra den udmærkede ”Bleeding Dust”, der byder på et ok guitar/Hammond forløb.

Produktionsmæssigt er der ikke noget at udsætte på albummet, de første strofer på de fleste numre lyder umiddelbart forførende. Guitarer og rytmegruppe er produceret med en tung og krystalklar sound. Men efter ganske kort tid bliver det enerverende for undertegnede. Årsagerne til dette skal dels findes hos den ensformige forsanger Tommi "Tuple" Salmela. Især hans overdrevent lange vibrato er anstrengende. Men det mest fatale er nok det rutinepræg, der plager sangskrivningen, som ganske enkelt ikke er god nok. De fleste tracks ender hurtigt ud i et ubehjælpsomt refræn, og konformiteten flyder ud af højtalerne. De afsluttende numre ”You”, ”Howl” og ”Grey” hører til de værste eksempler, der trækker albummet endeligt ned i glemselens dyb. -simon

Kom med kommentar i vores FORUM