taking back sunday - where you want
to be |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 26.07.04 | Emo | Victory/Target | Lou Giordano |
|
For nogle uger siden på en rimelig lummer dag havde jeg sat mig godt til rette i biografens mørke og afventede, at det vanlige reklame ræs skulle blive afviklet, så dagens hovedattraktion, ”Hellboy”, kunne komme i gang. Men inden det kom så vidt, fik nogle toner fra højttalerne mig slået helt ud af kurs, stort set lige da bagpartiet var blevet planet i sædet, for hvad satan…det…var…sgu…da…noget jeg havde hørt før, sådan lidt overfladisk. Normalt mødes man jo med hypnosemuzak eller The Voice i en sådan situation, men fandeme om den gode biografoperatør ikke havde listet lidt sprød emo på, og så var dagen jo reddet. Hjemme igen fik jeg så ret hastigt identificeret, hvor jeg havde hørt de liflige toner før – det var nemlig på det eksemplar, jeg havde modtaget af Taking Back Sundays nye album, jeg lige havde modtaget og hørt igennem en enkelt gang, inden jeg tog af sted. God timing. Det eksakte nummer, der fik tændt op under min indre emo-glød i mørket, var faktisk ”This Photograph is Proof (I Know you Know)” – en gennemført sing-along slager der snildt giver svar på, hvordan Taking Back Sunday allerede har formået at afsætte så godt som en halv million plader i USA alene. Let at gå til, men på samme tid også jævnt holdbart i modsætning til, hvad andre spillere på banen i denne liga kan præstere nu om dage. ”Number Five with a Bullet” anbefales også på det varmeste herfra. Uh, ah, lækkert! Begge vokaler komplimenterer desuden hinanden fornemt, og man ænser stort set ikke en lille udskiftning på den front siden sidst. Men alt i alt er lyden af Taking Back Sunday hverken noget, der stopper dit hjerte eller skriver ny musikalsk verdenshistorie i bindet mærket ”Emo” på ryggen. De kan dog deres kram, og små fikse indslag som de nænsomme strygere på ”New American Classic” hæver klart denne her potentielle stor-hitter af et album over mængden af billige og uinspirerede kopier. Næste gang jeg går
i biografen, kunne det være ekstra muntert, hvis operatøren
fik lyst til at eksperimentere lidt videre…f.eks. med DEP eller Cubic
Space Division. Oh well, man har vel lov til at drømme. - guldmann
|