Sworn Enemy har med årene skruet på balanceknappen. så bandet nu mere læner op ad den nyere bølge af amerikansk populærmetal og neo-thrash end hjembyens typiske NYHC lyd, som også var en del af det oprindelige udgangspunkt. Der er langt fra de karakteristisk primitive guitarsoli på tre sekunder, vi kender fra Vinnie Stigma på Agnostic Fronts klassiske udgivelser, til det tekniske niveau Sworn Enemy udviser nu om dage. Men skal jeg vælge mellem de to ting, hvad charmefaktoren angår, får ”Maniacal” ikke et ben til jorden, da albummet næsten fra start til slut er en kedelig, ensformig affære, som også savner de tidligere så stærke referencer til oprigtigt harske Cold as Life fra Detroit.

”The Beginning of the End” havde i det mindste et par solidt memorable hits i form af ”Forgotten” og ”We Hate”, hvorimod numrene på det nye album kun toppes om, hvilke af dem der kan glide forbi med den største ligegyldighed. Uanset, hvor mange gennemlytninger ”Maniacal” har fået, så hænger stort set intet ved. Nogle ville måske kalde udspillet brutalt, men kompositionerne er så himmelråbende intetsigende af opbygning, at Sworn Enemys nu mere end flirtende tag på den moderne thrash falder til jorden med et brag, uanset hvor højt de skruer tempoet op, eller hvor meget lir der bankes. Sal LoCoco har stadig en kraftig vokal, men videre karakterstærk er den megen skrigen og snerren altså ikke.

For nogle punk og hardcore bands fungerer det at stikke i en metallisk retning. Førnævnte Agnostic Front smedede et par mindeværdige skiver under deres crossover periode, og The Exploited kreerede den ekstremt aggressive thrash-perle ”Beat the Bastards”, som stadig holder maksimalt her 12 år efter udgivelsen. Andre heldige eksempler på lignende udvikling er skam også at finde, men Sworn Enemy bliver næppe indskrevet som meget andet end en flygtig notits i den metalliske hardcores historie, når den igangværende hype dør ud. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM