supreme majesty - elements of creation |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 28.03.05 | Melodisk Power Metal/Heavyrock | Massacre/VME | -- |
|
Hvad? Har Europe fået nosser? Sådan tænkte jeg umiddelbart, da jeg lagde ører til det nye og 3. album ”Elements of Creation” med svenske Supreme Majesty. Bandets forsanger Joachim Olsson, der i øvrigt synger rigtig fedt, lyder nemlig i mine ører meget i retningen af Joey Tempest fra 80’er puddelhunde-heavyrock bannerførerne i Europe, og også rent musikalsk er der lighedspunkter. Supreme Majesty har nemlig samme glade, melodiøse og semi-pompøse heavyrock præg over sig, bare ført up-to-date med lidt moderne power metal tyngde og en dejlig crunchy produktion. Ydermere får lead-guitarist Tobias Wernersson og keyboardspiller Chrille Andersson fyret en passende mængde velspillede neo-klassiske soloer af, uden at der går for meget unødig blær i det. Slet ikke dårligt! Efter de først par gennemlytninger synes “Elements of Creation” ikke at gøre meget væsen af sig og virker faktisk ret gennemsnitlig, men inden længe sidder de enkle men ekstremt fængende melodier fast på hjernen. Især albummets 3 første numre ”Soulseeker”, ”Spellbound” og ”Dance of the Elements” er svært vanedannende, og selv den sukkersøde power-ballade ”One More Promise” er ganske overbevisende. Decideret dårlige numre er der faktisk ikke at finde på “Elements of Creation”, selvom kompositionerne dog til sidst går hen og bliver lidt vel enslydende i opbygning. Der er ikke så meget som et gram nytænkning i Supreme Majestys musik, og man skal kunne kapere glad og grænsende til det klicheprægede melodisk metal for at få det fulde udbytte af det nye album, men vil man også være velunderholdt i små 3 kvarter. Én ting er i hvert fald sikker; går man og savner en moderne version af Europe er “Elements of Creation” med garanti lige sagen! -byrial
|