Tilbage i den rendyrkede heavy metals unge år var genren hyllet i et slør af mystik, fare, rebelskhed og foragt for konformitet, men hvad blev der dog af de her grundlæggende værdier? Alt for mange spiller alt for pænt, og en hel del såkaldte metalbands kunne for mig at se, lige så godt levere polerede suppe, steg og is slagere til næste komsammen i det lokale forsamlingshus.

Bevares, Supreme Majesty tager da den lirede spade og det pumpende trommespil i brug, men deres anvendelse af de ting er rent ud sagt uden nosser, og når der pives ”whoa-oooa…danger, danger” mærker man fandeme ingen sprængfare i nabolaget. Paralleller kan skam også drages til den virkelig pæne del af power metallen, men i bund og grund har Supreme Majesty næsten mest tilfælles med Bon Jovis gabende kedelige stadionrock, som førhen satte teenage hjerter på stribe i brand. Tænd blot din lille lighter af klar, lyseblå plastik og stik den højt i vejret, hvis miksturen lyder tiltalende! Imens vil jeg finde mine Motörhead og Judas Priest skiver frem endnu en gang. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM