Undertitlen, “Changing the Face of Music through Uncompromising Anti-Image”, burde umiddelbart fremmane to spørgsmål på den indre storskærm – er en refleksion over image virkelig så relevant at bringe på banen i forbindelse med musik (medmindre man ligefrem er Kiss, Alice Cooper eller Misfits, for de må selvfølgelig alt!), og kan man egentlig antænde den brændende, oprørske ånd, når der basalt set blot er hygsom og velsvingende røvballemetal på dagsordenen? De fleste metalheads burde vel et eller andet sted sagtens kunne rocke med til tonerne af Superjoint Ritual uden større omtanke, og alligevel er det heller ikke så seværdigt og banebrydende, at samme popularitet kunne være blevet opnået, hvis ikke muligheden for at markedsføre bandet som ”dem med ham fra Pantera” havde været mulig. Det medfølgende pressemateriale prydes f.eks. af et gigantisk Phil Anselmo billede i fuld figur, men hvor satan er resten af gutterne, hvis indsats har præget projektet i mindst lige så høj grad? Mayan vælger den lette vej, og det skal de lige ha’ et rap over fingrene for…*klask*!

Men altså, anledningen for dvd’en her er, at Superjoint Ritual i maj 2004 fik opfyldt lidt af en drøm, nemlig at indtage scenen for en aften på New Yorks nok mest velkendte frimærke af et spillested, det legendariske CBGB’s, og for at dele oplevelsen med så mange som muligt, blev der også smækket en håndfuld kameraer op til forevigelse af seancen. Forventeligt synes de mere stive og skæve på denne aften, end de fleste opnår at blive det gennem en hel menneskealder, men så er den klassiske grobund for en gang rock og rul sgu’ også spredt. Herrerne Bower, Fazzio, Bond og Williams klarer deres respektive tjans helt fornuftigt, hvor Phil derimod alt for ofte fremstår som en bedøvet dansebjørn på scenen. Måske er det grunden til, at så mange gerne lige vil op og kramme ham? Værst bliver det, når han tænder op under den ene grødede monolog efter den anden (og det gør han tit!), så trækker man dem fra, bliver showets samlede, effektive spilletid nok nærmere en lille halv humørtimer i stedet for de lovede 40 minutter på bagcoveret. Lidt uheldigt, mildt sagt.

Teknikken er staks en anden sag, med både lyd og billede i den lækre ende af skalaen. Perfekt kameradækning af både scenen og den klistrende svedige aktivitet i pitten – jeg vil gætte på 5-6 vinkler, og det giver et fuldt overblik, nærmest med udsigt fra første række. Lydsiden er alt andet en bootleg kvalitet, men heller ikke druknet i efterfølgende fiksfakserier på redigeringssiden, og her forbliver den anspændte og fandenivoldske stemning absolut intakt. De såkaldte ”special features” er så igen lidt af et antiklimaks. Et kvarters selvfede udtalelser fra gutterne efter showet - igen fokus på Phil – og videoerne til ”Waiting for the Turning Poit” samt ”Dress Like a Target”, hvoraf den sidste med en overflod af corny computergrafik er decideret grim.

Med blot to albums på bagen og allerede kørende på samme antal live dvd’en kunne man godt mistænke ”Live at CBGB” for at være et udspekuleret malkegreb på pengepungen i de mere fanatiske tilbederes lommer, men den er sådan set ganske underholdende, bare uden det store blændværk. Lidt mere smæk for skillingene havde dog været at foretrække. Watch One and Destroy! – guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM