|
At den tyske thrash treenighed
bestående af Sodom, Destruction og Kreator stadig kaster en stor
inspirationsmæssig skygge over Europas nye generation af metalbands, kan
man forvisse sig om ved at lægge ører til det græske thrash band,
Suicidal Angels, og deres Nuclear Blast debut ”Sanctify the Darkness”.
Især Kreator synes nemlig at være en endog stor inspirationskilde for
Suicidal Angels; noget som takkelisten til ”Sanctify the Darkness” også
gør en del ud af ved at takke Kreators Mille Petrozza personligt for
support og konstruktiv kritik. Måske skulle Suicidal Angels hellere have
lyttet lidt mere til sig selv end til deres mentor, for ”Sanctify the
Darkness” største problem er, som jeg hører det, manglen på en
selvstændig musikalsk identitet.
Kan man abstrahere fra det faktum at materialet på ”Sanctify the
Darkness” således i udtalt grad minder om noget, man har hørt mange
gange før, er der dog retfærdigvis en del numre på albummet, der
egentligt fænger ret godt, hvis man tænder på galopperende trommer,
hidsige hvepse-riffs og leads i helt traditionel thrash tradition; numre
som ”The Pestilence of Saints”, ”...Lies”, ”Dark Abyss (Your Fate is
Colored Black)” og måske især den afsluttende ”Child Molester”. Dog
foreslår jeg at man holder sig langt fra Suicidal Angels tekster, for
det er da noget af det mest studentikose og ubehjælpsomme
’kristendomskritik’, man kan forestille sig; det lyder mest af alt som
noget en ung Glen Benton kunne have forfattet i et frikvarter mellem
metalsløj-timerne engang i folkeskolen. Ret kikset.
Det ville dog være unfair også rent musikalsk at kalde ”Sanctify the
Darkness” et decideret kikset album, men sammenlignet umiddelbart med
idolerne i Kreator og disses veloplagte ”Hordes of Chaos” udgivelse fra
starten af 2009 lyder Suicidal Angels unægteligt lidt for meget som en
regulær pastiche over deres legendariske inspirationskilde. Med albums
som netop ”Hordes of Chaos”, Slayers ”World Painted Blood”, Megadeths ”Endgame”,
genopstandne Believers smågeniale ”Gabriel” og Lazarus A.D.s
overraskende fede debut ”The Onslaught” i mente, hører Suicidal Angels
”Sactify the Darkness” ikke just til blandt thrash-genrens uundgåelige
udgivelser i 2009, så opgaven fremover for Suicidal Angels må derfor
blive at smide noget af deres for nuværende lidt for udtalte reverens
for den tyske thrashs ikoner overbord, og fremdyrke en lidt mere
personlig og knap så generisk tilgangsvinkel til genren. Uden evner er
Suicidal Angels nemlig ikke, og er man altædende fan af især den
traditionelle tyske thrash lyd, kan man da såmænd godt med fordel tjekke
”Sanctify the Darkness” ud ved lejlighed. –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|