At sætte en ung knøs som undertegnede til at lave en ClassiC-anmeldelse virker måske som et besynderligt tiltag; det bliver ikke meget bedre af, at den plade der er objekt for den attråværdige klassikerstatus sikkert nok skal få en del puritanere til at skutte sig. For ganske som det så ofte diskuteres om hvilken af Deaths albums ”Human” eller ”Symbolic” der er bedste eller om røde eller gule vingummibamser smager bedst (tak for lån, Byrial), ja ligeså ofte hører man dødsfanatikere skændes som spædbørn om ”Pierced From Within” – der altså i min verden er Suffocations definitive mesterværk og en milepæl i death metal – virkelig er bedre end den ligeledes klassiske milepæl ”Effigy Of The Forgotten”. Misforstå mig ikke; ”Effigy..” er et suverænt album og ja, det ramte dødsmetalscenen som et Stinger-missil tilbage i 1991, men dets åbenlyse kvaliteter og status til trods vil jeg alligevel vove at påstå, at ”Pierced From Within” er et mulehår bedre, både hvad angår produktion og sangskrivning. Det er de helt små detaljer vi roder med her, men altså..

”Welcome to my church,” brøler Frank Mullen på det sublime titeltrack og det kan man skam, hvis ønsket, tage helt bogstaveligt. For er der et band på dødsmetalscenen hvis stil bliver fulgt nærmest religiøst af en horde af efterligninger, så er det netop Suffocation. Deres stil er ofte imiteret, men aldrig med samme intense overbevisning og vision som bandet selv præsenterer på ”Pierced From Within”. Terence Hobbs og Doug Cerrito er de to ondsindede øksesvingere, der vrider samtlige riffs og soli ud af facon, for så bagefter at sætte dem sammen på en helt ny, forskruet måde. Hør blot tracks som ”Thrones Of Blood” eller ”Brood Of Hatred” og du vil forstå. Det kan ikke beskrives, det skal høres. Deres indviklede riff-stil var allerede godt undervejs på ”Effigy..”, men den blev perfektioneret på ”Pierced..”. Strenge-sektionen i bandet afrundes perfekt af Chris Richards, der virkelig står ud med sit spil. Dette fremhæves af den tykke, bas-venlige produktion, der ligeledes fik folk op ad stolen. Den er dyb og tyk, men riffene står stadigvæk knivskarpe og veldefinerede. Lyden dannede som tidligere nævnt skole senere, men der er alligevel en særegen charme, der hænger over pladens lyd. Igen, svært at forklare. Lyt og forstå.

På trommesiden havde bandet mistet trommemonstret Mike Smith (der nu gudskelov er tilbage i folden), der måske pionerede spillestilen i dag kendt som ”Suffo-blast”, men arvtageren Doug Bohn gør nu et mere end hæderligt job her. Trommerne er brede og fyldige i lyden og Bohn formår på samme måde som Smith at vende og dreje rytmer. De glidende overgang mellem hurtige grindpassager, thrashede rytmer og de ultra-tunge, patenterede breakdowns fungerer til UG med kryds og slanger. Fik jeg nævnt deres breakdowns? Sublimt eksekverede, siger jeg jer. Frank Mullen vokal holder hele albummet samme med sin svært forståelige vokal, der lyder så afgrundsdyb og kvalmende, at man skulle tro den stammede fra Satan selv. Det er en kliché, men i dette tilfælde passer den som i få.

Tag alle ovennævnte elementer og bland dertil sublim sangskrivning, sange man rent faktisk husker efter endt og lytning, uden at det på nogen måde slækker på brutaliteten og du har 90’ernes måske bedste dødsmetalalbum. Der er selvfølgelig mange konkurrenter til tronen, tiden fløj og metalmusikken undergik indtil flere ændringer inden årtusindeskiftet, men i min optik er ”Pierced From Within” kun truet, men aldrig overgået, hverken af Suffocation selv eller nogen andre for den sags skyld. Hvis du ikke allerede ejer dette album, kan jeg ikke understrege vigtigheden af at du anskaffer det nok. Det lyder – igen – som en kliché, men som nævnt: Lyt og forstå. -moesby
 

Kom med kommentar i vores FORUM