Jeg har en teori om, at Devin Townsend aldrig rigtig sover. Og selv hvis han gør, så er det med en guitar i hånden, der er sluttet til en optage-anordning, således at han i stand til at skrive riff på riff i søvne. Det lyder langt ude, men for mig lyder det som den eneste fornuftige forklaring på mandens fuldstændig uhørte musikalske kreativitet. Knap et halvt år efter udgivelsen af den storladne ”Synchestra” med hans eget Devin Townsend Band og kun lidt over et år efter hans karrieres foreløbige højdepunkt, den uendeligt aggressive ”Alien” ankommer nu allerede det femte udspil med hans trofaste og særdeles kompetente lejesoldater Strapping Young Lad. Det var især ovenpå det uudslettelige indtryk ”Alien” gjorde på mig, at jeg med bævren og svedige håndflader satte ”The New Black” i afspilleren. Forventninger var allerede skyhøje, blot på grund af titlen – da jeg snakkede med mr. Townsend tidligere på året snakkede han om, at han farve-koder sine albums og at ”Alien” var hans ”sorte album”, så med titlen ”The New Black” står man med forventninger, der er nærmest umulige at indfri. Har metalmusikkens gale/geniale legebarn nummer ét skabt endnu et klassisk, genre-definerende mesterværk?

Nej. Nej, nej, nej, runger det gang på gang ud af højtalerne, når albummet drejer lystigt i anlæggets mekaniske indre. Jeg vil på opfordring lave en track-by-track-anmeldelse af albummet, men først skal det lige slåes fast hvad der er problemet med ”The New Black”. Kort fortalt, så mangler de gode, memorable riffs og melodier, der skabte en rød tråd i ”Alien” kaotiske univers. Legesygen og det vidunderligt prætentiøse storhedsvanvid mangler i høj grad også, alle de tossede indfald som eksempelvis kæmpestore børne-kor, xylofoner og lag-på-lag-keyboards er med få undtagelser lagt på hylden til fordel for en ikke videre velproduceret guitarmur. Ja, I læste rigtigt, for en gangs skyld kan man sætte en finger på et Townsend-produkt rent lydmæssigt. Uden at såre nogens følelser vil jeg her mene at der er tale om venstrehånds-arbejde fra bandet og at dette er et i mine ører yderst ordinært stykke metal, der dog flere steder reddes på målstregen. Mere om det følger her:

1. Decimator.

Albummet åbner i traditionelt heavy metal-land og tænker man tilbage på bandets tidligere bedrifter kan det godt virker som lidt af et skridt tilbage. Men efter flere gennemlytninger åbner dette track sig og viser sig som en virkelig catchy, om end i Townsend-regi, noget ordinær sang. De gentagne chants af ”S-Y-L” henimod slutningen kan ikke andet end at bringe et smil frem på lytterens læber.

2. You Suck

Over stok og sten rent hastighedsmæssigt, en noget mere punket udgave af SYL end vi er vant til. Gene Hoglan får virkelig vist sine evner bag et trommesæt her. Den bevidst primitive tekst og det fængende råbekor gør sit for at få lytteren til at overse det faktum, at sangen lynhurtigt bliver utroligt monoton og fladpandet. Men de første par gange fungerer den og den er godkendt.

3. Antiproduct

Endelig! Her flettes underlige snakke-samples sammen med en groft swingende hornsektion og et besynderligt gyserkeyboard, alt sammen i traditionel SYL-metallisk kontekst. Sangen kræver et par lyt, før den rigtigt fænger, men den er et godt eksempel på hvad resten af albummet i høj grad mangler – lydeksperimenterne og legesygen fra fordums tider. Et højdepunkt.

4. Monument

Juks. En militaristisk tight march-agtig sag, der ikke rigtigt kommer nogen vegne og aldrig rigtigt for taget om lytterens opmærksomhed. Monoton og bør undgås.

5. Wrong Side

Angiveligt første single og måske albummets bedste sang. Vi starter ud i noget, der vel nærmest kan beskrives som grind-territorie, før Devin lader sine dæmoniske skrig gjalde udover det hårdt pumpede uptempo-track, der i den grad tager pusten fra lytteren (især ovenpå ”Monument”). Guitarspillet er også helt fabelagtigt, lyt blot til de vilde sweeps omkring 50 sekunder inde i sangen og den lynende old-school guitarsolo. Og her spiller keyboardet endelig en større rolle. Det eneste track, der rigtigt når storheden fra ”Alien”. Fantastisk.

6. Hope

Se track 4. Til slut prøver bandet at onanere et voldsomt klimaks frem, men det forbliver en noget flad omgang.

7. Far Beyond Metal

Dette track har efterhånden en del år på bagen og bruges oftest til at afslutte bandets live-shows. At bandet har valgt at indspille den, kan opfattes på flere måder – enten fordi ”The New Black” skulle afslutte en æra for bandet eller fordi der simpelthen ikke var andet i boksen med sange da albummet skule laves. Uanset hvad – dette er bandets tag på klassisk heavy metal, hvad dertil hører af klicheer og gæsteoptræden fra GWAR’s forsanger! Udmærket fængende lille sag, der dog bør opfattes som en joke og derfor måske skulle være forblevet som en del af live-sættet.

8. Fucker

Her befinder vi nærmest i rock-land, endnu engang med at lidt for fjollet tekst, der prøver lidt for hårdt at være satirisk og sangen fænger ikke rigtig. Igen virker det her som om, at bandet bare har flikket skidtet sammen i løbet af et par timer, i stedet for at gennemarbejde det ordentligt. Kedeligt, ensformigt og banalt. 

9. Almost Again

Lidt af en overraskelse. Her kaster SYL sig ud i episke, melodiske eksperimenter, ikke ulig det Devin roder med i sit eget Devin Townsend Band. Den repeterende melodilinje brænder sig dog ikke rigtig fast som noget mindeværdigt, men bandet skal alligevel have credit for at afprøve nye territorier her. Sangen fungerer bare ikke rigtigt i SYL-regi, desværre.

10. Polyphony
Et lille, minimalistisk interlude. En simpel guitarlinje og Devin’s flotte vokal, samt lidt lydeffekter i baggrunden udgør de cirka to minutter sangen varer. Igen bringes der minder frem om DTB. Den fungerer udmærket som intro til det afsluttende titelnummer.

11. The New Black

Tal om antiklimaks.. Hvad der kunne have været en monumental, episk afslutning på et noget skuffende album ender som en lettere ligegyldig, melodiløs, bovlam tungmetal. Der er absolut intet specielt over sangen, der på ingen måde hæver niveauet for resten af albummet, men faktisk trækker lidt ned, da den er alt, alt for lang.

Dette album er blevet meget blandet modtaget blandt anmeldere og det er ganske forståeligt. Da jeg i sin tid interviewede Devin nævnte han, at dette album nok skulle polarisere folks holdninger til SYL betydeligt og at albummet ”afsluttede en æra for bandet.” Begge dele fik han jo som sådan ret i. Albummet vil helt bestemt skabe en splid mellem bandets fans og med de mange nye tiltag har man fornemmelsen af, at bandet gerne ville nå at prøve noget forskelligt, inden de lukkede og slukkede. For Devin har ligeledes bedyret, at dette bliver det sidste vi hører fra SYL.

Skulle dette være sandt, må bandets svanesang således betegnes som en flad afslutning på en glorværdig karriere. -moesby 

Kom med kommentar i vores FORUM