Kommentaren "Slapknot" ville nok blive taget som en fornærmelse af medlemmerne i Stone Sour. Især fordi de absolut ikke vil regnes for at være et Slipknot-sideprojekt, hvilket tydeligt fremgår af interviewet med bandets rytmeguitarist Josh Rand, som findes andet steds her på sitet. Men det er absolut ikke ment som en fornærmelse, men snarere som en konstatering af at Stone Sour er beslægtet med, og derfor alligevel lyder som en art filtreret eller lyttevenlig Slipknot. Dette kunne i andre tilfælde sagtens medføre en træt og trist anmeldelse, men ikke når det gælder "Come What(Ever) May". Specielt ikke efter Stone Sours meget overbevisende optræden i Vega i juni.

Stone Sour bygger nemlig bro imellem den klassisk heavy-tradition og den mere kompromisløse metal i Slipknot. Den mest åbenlyse årsag til det er naturligvis forsanger og frontman Corey Taylor, som udover at være en gulddreng i branchen nok må regnes for at være en af de absolut bedste rocksangere p.t. Og selv om Stone Sour er noget andet end Slipknot, så kan man jo ikke forlange, at han skal slække på hverken kvalitet eller styrke i hans vokal. I Stone Sour er der dog unægtelig plads til de mere melodiske og følsomme sider, men det gøres uden at de sælger sig selv som et rent radioband. Og modsat andre amerikanske kommercielle bands som fx Soil holder Stone Sour sig ikke tilbage for at trykke den helt af med sange som "30-30/150", "Hell & Consequences" og "Made Of Scars". Deres udtryk kommer bare i en melodiøs indpakning, hvilket ikke trækker ned da håndværket i den grad er i orden. Deres selvbetitlede første plade bar netop præg af at være et ligegyldigt appendix til Slipknot, men det er ikke tilfældet her.

"Come What(Ever) May" er et ambitiøst og afvekslende udspil. Der er også er plads til et par helt stille stunder med Corey Taylor i "Sillyworld" og "Through glass", hvor der kun akkompagneres med klaver eller guitar. Disse numre er nok en anelse kedelige for visse mandfolk, men så er der måske lidt for kvinderne! Selv om dét måske lyder lige lovlig banalt, så viser det meget godt, hvor bredt dette band sigter. Stone Sour er sat i verden for at underholde, og selv om både sange og tekster er skruet godt sammen, så er formålet ikke at revolutionere noget som helst. Dette er selvfølgelig helt legitimt, men det stiller store krav til sangskrivning og produktion, hvis det skal være langtidsholdbart. Men efter en håndfuld gennemlytninger virker det som om, at Stone Sour klarer den balancegang meget fint. 

Hvis jeg umiddelbart skal sammenligne "Come What(Ever) May" med noget, må det være gang-i-den steming á la danske Volbeat og melodiske thrash-elementer á la det senere Megadeth. Og jeg kan ikke lade være med at nævne, at jeg ind i mellem synes der er lydmæssige og rytmiske ligheder med Dream Theaters "Train Of Thought". Stone Sour vil uden tvivl skille vandene blandt "the maggots", men bandet skal alligevel nok finde et bredt publikum, da der helt sikkert er tale om en kommerciel udgivelse. Omvendt vil "Come What(Ever) May" både appellere til Slipknot fans der trænger til et lille knap så ekstremt afbræk, og samtidig vil fans af den - efter min mening - mere underlødige og kvalmende udbredte post-grunge/pseudo-heavy måske få åbnet øjnene for hvad ægte heavy metal også er. -simon 

Kom med kommentar i vores FORUM