stonegard - arrows clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 06.04.05 Metal/Rock Bells go Clang/Bonnier Music Bergstrand/Ôrnkloo
 

Norske Stonegard er nok stadig et ukendt fænomen for de fleste metallyttere på disse kanter, men i hjemlandet har debuten, ”Arrows”, allerede indkasseret et utal af rosende ord, og vover man pelsen for at tjekke albummet ud, bør de mange lovprisninger også hurtigt give mening. En drabelig opstilling af kranier på bagcoveret til trods er noget af det eneste, Stonegard ikke trækker på, spøjst nok Norges musikalske hovedeksport af black metal, men ellers diskes der frit fra leveren op med et bredt udbud af mangt og meget fra såvel rockens verden som den metalliske smeltedigel.

Selvom jeg egentlig har grublet en del over lige præcis hvor, der skulle tages fat med en beskrivelse af det vidtspændende udtryk, virker helhedsindtrykket til alt held ikke diffust, om blot man i ro og mag sætter sig ned for at lytte hele skiven igennem en håndfuld gange. Deres overrumplende, blytunge groove modus i eksempelvis titelnummeret er decideret en håndfuld seje hug mod knæhaserne (jeg røg sgu på røven!), men hurtigt kan tallerkenen vende, og så er vi ovre i noget nedtonet stoner rock med atypisk, ren lyd eller en gang seriøs, oprigtig heavy metal. Vokalen kan både være snerrende og lurende, hvilket desuden fint matcher de resterende elementer i den fyldige, klare Daniel Bergstrand producerede lyd.

Om Stonegard skulle gå hen også at blive et fænomen uden for Norge, ville min lykke for alvor være gjort, da ”Arrows” klart er årets for mig hidtil største musikalske overraskelse ud af den blå luft. Der spilles af et godt hjerte, og måske lige netop derfor skydes der heller ikke forbi målet med deres mange referencer til de bedste aspekter af alt fra Metallica og Judas Priest over til Monster Magnet og små indslag fra punkens verden. Fræs ned til pladepusheren og tjek det ud, for med en grundlæggende hang til fuldfed rock og metal forlader du næppe stedet uden først at være blevet et fantastisk album rigere. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM