Den for mig ukendte engelske guitarist, multi-instrumentalist og sangskriver Steve Thorne har på sit nye soloalbum “Emotional Creatures: Part One” sikret sig musikalsk assistance fra en flok gæstende supermusikere som bl.a. trommeslageren Nick D’Virgilio (Spock’s Beard, Tears For Fears, Genesis, Fates Warning), bassisten og Chapman Stick virtuosen Tony Levin (King Crimson, Peter Gabriel), keyboardspilleren og fløjtenisten Martin Orford (IQ, Jadis), trommeslageren Paul Cook (IQ) samt orgel/keyboardspilleren Geoff Downes (Asia, YES)! Da alle disse musikere har en høj stjerne i undertegnedes univers, kunne man godt på forhånd tillade sig at have visse forventninger til dette album, desuagtet at man ikke havde noget forudgående kendskab til hr. Thorne. 

Apropos IQ, så minder Thornes stemme lidt om IQs forsanger Peter Nicholls, og selvom han bestemt ikke synger dårligt, må jeg sige, at han er en del mere overbevisende som guitarist end som vokalist. Ud over at spille elektrisk, akustisk og 12-strenget guitar, bas, keyboards og percussion, sørger Thorne også for samples og lydeffekter samt produktionen af albummet; dog i samarbejde med Rob Aubrey hvad angår produktionen.

Det første højdepunkt på “Emotional Creatures: Part One” kommer på albummets 4. nummer ”Last Line”, hvor Geoff Downes fra mine gamle symfoniske prog.-rock helte i YES får trykket en blæret solo på hammondorgel af, og en anden skæring der rammer plet er den instrumentale ”Every Second Counts”, hvor geniale Tony Levin virkelig tryller lækkerier ud af sin Chapman Stick og endnu engang beviser, at han sammen med Sean Malone og Trey Gunn behersker denne syrede hybrid mellem en bas og en guitar på udsøgt vis. Også den melankolske og moody ”Julia” er ganske lækker, og minder næsten om noget selveste Enchant kunne have fundet på; især D’Virgilios trommespil bringer salige mindelser om Enchants sublime tidligere trommeslager Paul Craddick. 

Den elegante Marillion-agtige ”Ten Years”, den smukke ”Therapy” og den rockede ”Gone” er også værd at nævne på et album, hvis eneste svaghed er, at det tager lidt tid om at komme i omdrejninger; de første 3 numre er nemlig ikke så interessante. Der kan drages en del paralleller mellem “Emotional Creatures: Part One” og albummet ”Picture” med det ligeledes debuterende allstar band Kino, for begge udgivelser gør måske umiddelbart ikke det store væsen af sig i starten, men sniger sig langsomt ind på lytteren med deres delikate kompositioner og smittende melodier. 

Selvom “Emotional Creatures: Part One” udgives under Steve Thornes navn er der egentlig ikke tale om et decideret guitaralbum, for fokus er ikke på endeløse soloer men på regulære sange i den velprøvede, underspillede og melodiske prog.-rock stil, som især britiske bands har perfektioneret.
Alt i alt er “Emotional Creatures: Part One” en meget fin debut, og jeg glæder mig såmænd allerede til Part Two, som Thorne rent faktisk så småt skulle være i gang med. CCCC½ – Byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM