sss - short, sharp, shock
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 2007 Cross-over Earache/Target --
 

SSS er åbenbart en forkortelse for ”Short, Sharp, Shock”, der så samtidig er titlen på bandet SSS’ nye album; et album der følger hot i hælene på den succes, som især Municipal Wastes to seneste albums har bibragt den ellers noget hendøende cross-over genre. Municipal Waste har da også haft SSS med på deres seneste tour som opvarmningsband, så SSS har således de rette cross-over akkreditiver i orden.

Den musikalske fremgangsmåde SSS benytter sig af er helt klassisk for cross-over genren; en lille snes numre fyres af på en god halv time, mens de kærlige musikalske hints til genrens koryfæer såsom The Crumbsuckers, DRI, Suicidal Tendencies, SOD, Anthrax samt mere traditionelle hardcore/punk bands står i kø for at blive luftet; originalt er det sgu ikke, men til gengæld ret effektivt i afmålte doser. Numre som ”Damaged Goods”, titelnummeret, ”The Beast” og ”I’m Sick” kan ikke nægtes at have en vis charme med deres friske og direkte aggressive energi, men det ville være synd at kalde albummet særligt varieret. Men variation har så heller aldrig været cross-over genrens stærke side.

I forhold til omtalte Municipal Waste har SSS slet ikke den samme ironiske distance og ejer heller ikke helt det samme udtalte party-gen; SSS fremstår mere ‘politisk korrekte’ mht. tekster og musikalsk udtryk, og hvor Municipal Wastes afart af cross-over hælder mest til den thrashede side af sagen, synes SSS at lægge vægten en smule mere på en punk/hardcore agtige tilgang til genren. Af selv samme årsag behager SSS mig heller ikke helt samme grad som Municipal Waste, men i små doser er ”Short, Sharp, Shock” som nævnt faktisk ret underholdende; noget uundværligt cross-over album er der dog ingenlunde tale om i mine ører. Er man fan af genren kan SSS dog godt ske lige at være sagen, så tjek roligt ”Short, Sharp, Shock” ud hvis ikke det seneste Municipal Waste album fik stillet din tørst efter cross-over craziness. -byrial



















Kom med kommentar i vores FORUM