Spock’s Beards nye og 9. studiealbum blev så udgivelsen, der fik lov til blot at bære titlen ”Spock’s Beard”; et påfund der måske kunne indikere intentionerne om en ny musikalsk start af en slags for Spock’s Beard efter snart mange år i den traditionelle 70’er inspirerede prog.-rocks tjeneste?

Selvom bandet på ”Spock’s Beard” da også på eklektisk vis får inkorporeret elementer fra både blues, funk, soul og jazz samt til tider fokuserer lidt mere på simplere sangbaserede strukturer, er det basale indtryk af Spock’s Beard som de moderne arvtagere til tidligere tiders prog.-rock ikoner dog heldigvis stadig intakt.

Et af albummets absolutte højdepunkter indleder ”Spock’s Beard”, nemlig den knapt 8 minutter lange ”On a Perfect Day”, der både giver plads til lækkert akustisk spil fra guitarist Alan Morse, indslag med cello og fløjte samt en dejlig melankolsk og memorabel gennemgående melodi, mens den efterfølgende, instrumentale ”Skeletons at the Feast” måske er udgivelsens heftigste og samtidig mest progressive nummer, der drives uimodståeligt fremad af forsanger og trommeslager Nick D’Virgilio’s rastløse groove i 11/8. dels takt. En nær perfekt indledning!

Desværre følger herefter albummets lavpunkt med den mere simpelt rockende ”Is This Love”, der ikke passer ret godt til Spock’s Beards ellers forfinede stil, og hvor D’Virgilios stemme tilmed lyder underlig tynd og presset. Heldigvis er ”Is This Love” udgivelsens korteste nummer. Det høje niveau genfindes på ”All That’s Left”, der en perle af en vellykket semi-ballade komplet med smukke vokalarrangementer, som kun få formår at gøre Spock’s Beard kunsten efter, samt den næsten 12 minutter lange ”With Your Kiss”, der langsomt muterer fra en afdæmpet begyndelse frem imod et mere og mere overstadigt klimaks, hvorefter nummeret elegant slutter som det begyndte.

Herefter er det dog som om at albummet mister lidt pusten med et par mindre interessante numre, der ikke rigtigt hæver sig over det banale; især ”Wherever You Stand” virker i lighed med førnævnte ”Is This Love” som lidt af et postulat i hænderne på et ellers så raffineret band som Spock’s Beard med sit mere beskidte og enkle rock udtryk. I øvrigt lyder D’Virgilio også på ”Wherever You Stand” lidt presset og skinger rent vokalt.

Det monumentalt lange nummer ”As Far as the Mind Can See” redder dog sidste halvdel af albummet på målstregen. De 17 minutter der udgør ”As Far as the Mind Can See” består af 4 undernumre med hver deres titel, og her imponerer bassist Dave Meros med sit poetiske, næsten Niels-Henning Ørsted Pedersen’ske basspil i slutningen af “Dreaming in the Age of Answers”, der går over i en luftig og næsten funky omgang laber jazz/fusion i starten på “Here’s a Man”. Kun den lidt cheesy brug af et børnekor på “They Know We Know” kunne jeg godt have været foruden, mens horn/fløjte-arrangementet i “Stream of Unconsciousness” til gengæld er yderst vellykket.

Især midt på albummet synes denne selvtitulerede Spock’s Beard udgivelse mig lidt ’løs i koderne’; de bedste numre ”Spock’s Beard” er bestemt værdige til inkludering på en liste over de bedste af bandets kompositioner gennem karrieren, mens en lille håndfuld skæringer til gengæld enten fremstår lidt anonyme eller, som i tilfældet ”Wherever You stand” og især ”Is This Love”, lyder om ikke kiksede, så i hvert fald ikke sådan som Spock’s Beard i mine ører ideelt bør lyde. I øvrigt, bare fordi der rent fysisk kan være 80 minutters musik på en CD, behøver man jo ikke partout udfylde det hele, som tilfældet er på ”Spock’s Beard”. Et mere ’tight’ 50-55 minutters album med de ovennævnte mindre heldige numre skåret fra ville efter min mening have været at foretrække.

Disse indvendinger til trods er ”Spock’s Beard” bestemt en udgivelse, som fans af bandet naturligvis bør eje; at Spock’s Beard er usædvanligt begavede musikere kan ingen tage fra dem, og udgivelsens bedste numre opvejer i al rigelig grad de mindre vellykkede indslag. Om ikke andet kan ”Spock’s Beard” anbefales til alle tangent-fanatikere, for især keyboardspiller Ryo Okumoto sætter ikke så meget som et ben forkert på det nye album, om så han udtrykker sig på hammondorgel, mellotron, piano eller synthesizer. Herlig musiker, herligt band. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM