spock’s beard - octane |
|
spock’s beard - octane |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 31.01.05 | Prog.-Rock | InsideOut/Target | Mouser |
|
Spock’s Beard er allerede ude med deres 2. album efter at bandets oprindelige hovedmand, multiinstrumentalisten, sangeren og komponisten Neal Morse, sagde farvel for et par år siden for at hellige sig Gud gennem sin solokarriere. På det forrige album ”Feel Euphoria” trådte bandets talentfulde trommeslager Nick D’Virgilio (Tears for Fears, Genesis, Fates Warning) således med held i karakter som sanger for Spock’s Beard, og nu er bandets 8. studiealbum ”Octane” så klar til udgivelse. D’Virgilio står også for vokalen på ”Octane”, og han har yderligere forbedret sig på det område siden ”Feel Euphoria”, så man savner ikke mere Neal Morse i den sammenhæng, og også rent musikalsk har Spock’s Beard søgt lidt andre veje end den Neal Morse fulgte på sit nyeste album ”One”. Væk er de lange indviklede kompositioner på 10 minutter eller mere, til fordel for flere og kortere numre som f.eks. ”Surfing Down the Avalanche”, “Climbing Up That Hill” og “NWC”, der alle er blandt de mest direkte og råt rockende skæringer, jeg nogensinde har hørt fra Spock’s Beards hånd. Ikke lige hvad jeg havde forventet, men det virker fortrinligt! Højdepunktet på ”Octane” er dog i mine ører ”Of the Beauty of It All”, der udvikler sig fra at være en smuk ballade til at få flere og flere symfoniske lag lagt på, så nummeret til sidst får et helt filmisk præg ikke ulig en titelmelodi til en endnu ikke offentliggjort James Bond film. ”The Planet’s Hum” starter med noget fedt basspil understøttet af akustisk guitar og fløjte, inden Spock’s Beard slår over i en gang groovy rock’n’roll med Ryo Okumotos fængende orgelspil i centrum, og albummet sluttes fornemt af med den funky ”As Long as We Ride”, der byder på et lækkert nærmest Led Zeppelin agtigt mellemstykke. Det Spock’s Beard hidtil har været rigtig gode til gennem deres mere end 10-årige karriere har efter min mening været at tage den gamle velprøvede prog.-rock fremgangsmåde fra 70’erne, og så tilføre den en lidt hårdere og moderne lyd uden at forråde forbillederne i f.eks. Gentle Giant, Yes, og Genesis. For så vidt er det stadig i nogen grad gældende for Spock’s Beard anno 2005, men med Neal Morses udtræden af bandet synes det progressive i musikken at være nedtonet en del til fordel for et lidt mere straight out hardrock udtryk, ja der mærkes endda lidt inspiration fra alternativ rock fra tid til anden på ”Octane”, men Spock’s Beard er så blændende musikere, at de alligevel får noget interessant og lytteværdigt ud af anstrengelserne. Jeg vil ikke fra gå så langt som at kalde ”Octane” for mit favorit Spock’s Beard album, men da det nyeste Neal Morse album ”One” faktisk er endnu mere progressivt end Spock’s Beard nogensinde har været, er det vel egentligt passende, at Spock’s Beard har valgt at gå i en lidt anden retning på ”Octane”. Et solidt og velproduceret Spock’s Beard album som i øvrigt også udkommer i en limited edition 2CD udgave i vanlig lækker InsideOut Music indpakning. -byrial
|