spiritual beggars - demons
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 20.06.05 70’er Heavy Rock InsideOut/Target  Nordström/Amott
 

Guitaristen Mike Amott har givet smagsprøver på sine evner på mesterlige death metal udgivelser med både Carnage, Carcass og Arch Enemy, men siden 1994 har han også sideløbende fået afløb for sin hang til klassisk 70’er inspireret heavy rock igennem bandet Spiritual Beggars, og rent faktisk er det nye album ”Demons” allerede det 6. Spiritual Beggars album i rækken. 

Mest af alt minder Spiritual Beggars mig på ”Demons” om de tidlige amerikanske heavy rock pionerer Mountain, selvfølgelig kombineret med lidt obligatorisk Black Sabbath inspiration. De svedige hammondorgel/keyboard bidrag fra Per Wiberg er med til yderligere at cementere den dejlige varme og svulstige 70’er vibe der omslutter albummet som en stor blød pels, og rytmegruppen bestående af Ludwig Witt på trommer og allestedsnærværende Sharlee d’Angelo på bas garanterer de tunge og svedige grooves. Også forsanger JB har en tilpas rå og alligevel vellydende klassisk hardrock vokal, men først og fremmest er det selvfølgelig Amott selv, der med sine fuzzy, tonstunge og alligevel melodiske guitar-bredsider er selve essensen af Spiritual Beggars. 

Man får en ubændig lyst til at bælle Budweiser, mens man kører en 18 wheel Mack truck ned af route 66 til tonerne af ”Demons”, og især den 1. halvdel af albummet med numre som den uptempo ”Throwing Your Life Away”, den crunchy ”Salt In Your Wounds”, den lystigt rockende “One Man Army”, den tunge og melankolske ”Through the Halls” og det catchy højdepunkt ”Treading Water” sidder lige i øjet. Herefter begynder numrene at minde lidt vel meget om hinanden på den sidste håndfuld af albummets 13 numre, men decideret dårlige er der ingen af skæringerne der er.

Står man og mangler et soundtrack til sommerferiens eskapader, og er man tændt på en omgang velproduceret og velspillet retro heavy rock i bedste 70’er stil, er ”Demons” med Spiritual Beggars så godt et bud som noget. Keep on trucking’! -byrial











Kom med kommentar i vores FORUM