soulgate's dawn - stardust
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2004 Metalcore Circulation/North Post Engel/Mueller
 

Tysk metalcore!
Indspillet i Rape of Harmonies studiet!!
Produceret af Patrick W. Engel og Ralf Mueller!!!
Gæstet af Alexander Dietz fra Honeytoast på vokalfronten!!!
Og bandet er på helt forunderlig vis IKKE Heaven Shall Burn…?

Det var ligegodt satans, men Soulgate’s Dawn er bestemt ikke HSB, selvom visse fakta til at starte med gjorde mig yderst varsom over for grov plagiering. Forud for albummet har de kun haft én enkelt promotion skive på programmet, og den kender jeg absolut intet til, men John fra Fall of Serenity kan jeg spotte på vokal i rækkerne, og resten af medlemmerne har bl.a. en fortid i Quickshot og Brainflakes, så uden rutine er de næppe.

At udvise samme grandiose tilstedeværelse som ”storebrødrene” i HSB magter de ikke helt endnu, men der satses alligevel også mere på stykke både tempo og groovy thrash ind i metalcore fundamentet her, og til trods for at de første par gennemlytninger gjorde mig en anelse usikker på, om Soulgate’s Dawn nu også kunne håndtere den opskrift eller ej, må jeg nu blankt indrømme, at de klarer skærene særdeles udmærket. Især af et albumdebuterende band at være.

En idé som at liste små kor ind hist her i baggrunden er et tiltag, jeg kun kan bifalde, og med kor menes der ikke ”bølleråb” – det er noget mere elegant end som så! Og en super god kontrast til Johns vokal der derimod udmærker sig ved at være som galde fra undergrunden, der utrætteligt farer mod overfladen for at bryde lyset. Lyttetips herfra må klart være de blåstemplede ””Past Agreements”, ”Observe the Sky” og ”Suffering Balance”, der svinger godt og tung på alle fronter som velhængt førsteklasses mørt kød.

Afpudsning og optimering af den generelle lyd er forhåbentlig noget, de frivilligt vælger at døje med i tiden mellem dette og næste album, for med det åbenlyse potentiale Soulgate’s Dawn besidder ville alt andet da også være synd og skam. En ting de nok derimod allerede nu får svært ved at gøre så meget ved, er det ualmindeligt kiksede bandnavn, de desværre har valgt sig. Set i forhold til hvor langt både Caliban og HSB er kommet nu på baggrund af deres første albums, så vil jeg også tro, at Soulgate’s Dawn skyder mod metalcore stjernehimlen en skønne dag. - guldmann








Kom med kommentar i vores FORUM