Hvis nogen sagde “finsk power metal” til mig før tiden, kunne jeg kun umiddelbart komme i tanke om Stratovarius for derefter at gyse. Men heldigvis fik jeg siden hen nys om Sonata Arctica, og det er jeg ganske taknemmelig for, da de med stort held styrer uden om mange af genres klichéer og faldgruber.

Der er her tale om deres tredje regulære album, og man bliver fra start med ”Abandoned, Pleased, Brainwashed, Exploited” gjort opmærksom på visse klare forbedringer siden den to år gamle ”Silence”. Først og fremmest har Tony Kakko tilegnet sig evnen til udelukkende at holde sig til toner, der ikke er skadelige for fremtidige generationer af familien. Han har virkelig oparbejdet en overjordisk smuk stemmepragt og leverer kaskader af vokalharmonier, der fungerer som ren englesang og allerede har fjernet lidt af den hårde hud i undertegnedes øregange. En sjov, lille biting er, at Kakko pga. sin særlige dialekt og udtale af visse ord minder mig voldsomt om noget så fjerntliggende som Ingemar fra de hedengangne, svenske melodycore fræsere No Fun At All. Jeg er spændt på, om andre også bemærker dette, eller om jeg blot trænger til lidt frisk luft…

En anden ting, der så klart må fremhæves, er keyboardspillet leveret af Jens Johanson, kendt fra Yngwie Malmsteen og Stratovarius sammenhæng. I stedet at køre den vanlige øredøvende og sovsede stil ligger keyboardets virkemidler spredt let og diskret ud over hele albummet som fe-støv, og skaber derved fundamentet for en god bid af den helt igennem magiske stemning, der præger ”Winterheart’s Guild”.

Ellers byder Sonata Arctica primært på hastigt fængende uptempo numre, dog afbrudt af en lille ballade fra tid til anden. ”The Cage” og den svært besmittende ”Victoria’s Secret” er blandt de klare favoritter og med til at indikere, at vi nok allerede har med en af årets stærkeste power metal skiver at gøre. Disse finners tekniske formåen er virkelig helt i top, og til tider er det næsten udmattende at skulle følge med i, hvor store mundfulde de uden problemer gaber over.

Jeg må desuden lige give artworket et par ord med på vejen. Normalt er fantasy stilen bestemt ikke min kop te, men her udfoldes den i diskrete, drømmende bølger. Et fornuftigt alternative til de kitschprægede udskejelser med muskuløse Conan imitatorer i voldsom kamp med ildsprudlende drager, der ellers har dannet fundament for en god bid af genres velkendte og fortærskede image.

Er du til power, så bare gå til den. Selvom Sonata Arctica basalt set bevæger sig lige ud af landevejen, så burde den førnævnte tekniske overlegenhed muligvis også kunne lokke tilhængere af det lidt mere progressive til. Der er noget for alle her – blot man ikke forventer nogen form for aggressivitet eller ond og fræsende metallisk kraft. For nylig havde en af mine naboer opfanget lidt af skiven, og han komplimentere mig for at have nedtonet den soniske terror en god bid. Man gør vel, hvad man kan, for at bidrage til freden i lokalsamfundet… -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM