De to Norske lydtroldmænd og multiinstrumentalister Cornelius og Lazare, alias Solefald, er tilbage med opfølgeren til det udsyrede konceptalbum ”Pills Against the Ageless Ills” fra 2001.
Det nye album har fået den fromme titel ”In Harmonina Universali”, og i det omfang Solefald overhovedet nogensinde har været et black metal band i gængs forstand, er de sidste rester af ”den sorte musik” effektivt luget ud på ”In Harmonina Universali”. 

Solefald definerede engang deres stil som ”red music with black edges”, og den betegnelse passer egentlig godt på Solefalds varme, symfoniske eksperimentalmetal der dog stadig har en sortrandet ”edge” over sig. Inkarnerede black metal fans af den lidt mere openmindede slags burde således stadig kunne finde nydelse i ”In Harmonina Universali”.

Solefald lyder mere modne, velovervejede og måske knap så legesyge som på især de første par udgivelser, men lysten til at eksperimentere er tydeligvis stadig til stede, nu bare i et mere velovervejet og kompositorisk stringent omfang, og især vokalerne og vokalarrangementerne lyder mere kultiverede og fokuserede end nogensinde før, ja nogle steder fristes man til at kalde vokalarbejdet direkte smukt; bare hør nummeret ”Christiania (E. Munch Commemoration)”

Lazare får virkelig lov til at fremvise sine ikke ubetydelige evner på et sandt arsenal af forskellige tangentinstrumenter. Han kommer hele maskinparken igennem, fra flygel over synthesizers og til det klassiske Hammond B3 orgel, uden at det på noget tidspunkt fremstår syntetisk eller prætentiøst, for selvom Solefalds musik er ret kompleks rent kompositorisk og tilmed ret eksperimenterende, er ”In Harmonina Universali” faktisk ikke så svært et album at komme ind på livet af, da der altid er ”mening med galskaben”; altså en tydelig rød tråd i numrene rent musikalsk.

Der synges i øvrigt på både Norsk, Fransk, Tysk og Engelsk på de forskellige numre i god tråd med albummets overordnede ”universelle” tema, og midt i det første nummer ”Nutrisco et Extinguo” introducerer Solefald et nyt instrument til deres musikalske palet, nemlig saxofonen, som giver nummeret et fedt jazzet feel, og saxofonen dukker såmænd op igen på albummets bedste skæring ”Fraternité de la Grande Lumiére”, der nærmest lyder som Jiddisch cirkusmusik i en metallisk udgave! Skiven sluttes af med den lettere atonale og nærmest søsyge ”Sonnenuntergang im Weltraum”, men det er egentlig at gøre ”In Harmonia Universali” en bjørnetjeneste at udpege nogle numre frem for andre, for på intet tidspunkt på dette 60 minutter lange album keder man sig eller mister interessen.

Er man hooked på teatralske og eksperimenterende post-black metal bands som f.eks. Arcturus eller Borknagar, vil ”In Harmonina Universali” uden tvivl være en udgivelse, det er svært at komme uden om. Jeg har i hvert fald forelsket mig i albummet, og er sikker på at det pga. sit tidløse udtryk og generelle høje klasse også vil kunne høre med stor nydelse om både 5 og 10 år. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM