Nej, jeg kan heller ikke udtale navnet. I hvert fald næppe korrekt. Men det afholder på ingen måde Solanaceae albummet fra at være en yderst nydelig debut. Eller, debut er nok så meget sagt, da bagmanden er Kim Larsen, hvis årelange output under :Of the Wand & the Moon: navnet næsten egenhændigt har gjort opmærksomt på, at neo-folk også kan oprinde fra lille Danmark, selvom visse andre lande har årelang tradition for at sidde tungt på genren.

Nogle har med stor iver fremhævet, at albummet skulle være præget af et psykedelisk touch - dvs. henad den psych/freak-folk (og hvad det nu ellers kaldes) diverse indie-hipstere har lappet i sig som de sidste par sæsoners smarte fænomen. Selv med god vilje har jeg meget svært ved at høre sammenfaldet med dette og Solanaceaes stil, som hælder mere til at være lige ud ad landevejen. Man må dog medgive, at der trækkes en smule på britisk, lettere syret folk fra 60'erne og fremefter, mens den gennemgående atmosfære er middelalderlig og ballade-orienteret.

Det antydes i bookletten, at grundmaterialet har en del år på bagen og stammer fra idéer tilbage i 1997. Selvom Solanaceae ikke er OTWATM, falder det dog naturligt veje de to størrelser mod hinanden for at finde begges berettigelse. Selvom pladerne under OTWATM navnet aldrig er faldet ind under den bastante og til tider militaristiske æstetik, som gennemsyrer nogle afkroge af neo-folk kulturens lyd og fremtræden, bar særligt ”Sonneheim” præg af både hårdere kant og kontant rytmisk levering.

Solanaceae er anderledes blidt tillokkende og luftigt, selvom det dystre oftest lurer lige under overfladen. Stemningen skal især tilskrives guitarspillet, samt at hr. Larsens ellers så karakteristiske hviske/tale-vokal har fået mere liv i retning af regulær sang. Med bl.a. klokkespil og violin holdes en gennemgående smuk fremtoning, og til alsidigheden bidrages også fra en imponerende, lille vifte af musikere tilknyttet Sonne Hagal, Unto Ashes og Solblót m.fl. Særligt fremtrædende er Michael Laird (Unto Ashes), der præger albummets rotationsrunde på forskellig vis, men særligt med en sørgmodig vokal, som står tydeligt ud og føjer noget opgivende til stemningen visse steder.

Værket er et frisk pust, dog uden at føje noget decideret omvæltende til genren som sådan, og den velgennemtænkte fremtoning – musikalsk såvel som grafisk – udmunder i et yderst hæderligt resultat, der er svært ikke at sætte pris på.

...men fik jeg mon nu stavet Solanaceae navnet korrekt hele vejen igennem? -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM